1933-01-28

D. 28 Januar 1933

Kære Dr. Beckett!
Jeg er lidt bange for, at De, som den Alvorsmand De er, skal misforstaa en spøgefuld Bemærkning i mit sidste Brev. Jeg kan selvfølgelig ikke købe eller foreslaa købt til Afstøbningssamlingen og har altsaa ikke nogen Grund til at se Faksimilerne i Berlin, jeg skrev om. Det var ment som en Spøg: at jeg selvfølgelig gerne tog en munter to dages Berlinertur paa Fondets Regning.
Maa jeg have Lov til ved denne Lejlighed frygtløs og ærligt at sige Dem min Mening om et andet Forhold i Fondet. Det er saa Natur-

ligt, at ligesom det gamle Carlsbergfond har en Konto for syge Videnskabsmænd, som jeg selv i 1924 har nydt hjælp fra, det nye Fond gør noget Tilsvarende for Kunsthistorikere som Dem og Karl Madsen. Ligesaa, at K. M. faar Rejsestipendium til Studier i Udlandet. Men hvor findes en Paragraf i Statutterne, der hjemler de aarlige store Rejsebevillinger til Weis' Familie? Hvorledes kan disse Rejser siges at fremme Kunst og Kunstvidenskab i Danmark? Jeg har sagt det til Helge Jacobsen, Gentleman uden Rygrad, der ikke kan nægte sin Faders gamle Ven noget. Jeg siger det nu til Dem Direk-
II
tionens anden Gentleman, med Rygrad. Jeg vil ikke skjule, at der tales om disse Bevillinger mellem Sagkyndige, og at De risicerer, at de kommer offentligt frem, nu da Nøden staar for Døren i Kunstverdenen. Der forsøges bag Deres Ryg at luske to Bevillinger igennem, hver paa 3000. De er for god en Hædersmand til, at jeg kan lide at se Dem indenfor eller udenfor disse Rævestreger.
Erslev fortalte mig engang,

at han ved Bevillinger til sig selv søgte Raben-Levetzau-Fondet, da han ikke ville søge sit eget Fond. Det var efter min Mening en for vidt dreven Samvittighedfuldhed. Sammenlign hermed vor Ven Weis' Fremgangsmaade! Denne mærkelige Mand, der paa samme Tid er Elskeligheden selv og fuldkommen ligegyldig for god Sæd og Sømmelighed!
Jeg beder Dem optage dette i god Mening og i Fortrolighed (selvom jeg ikke engang overfor Weis' Børn har lagt skjul på min Forargelse!)
Deres hengivne
Frederik Poulsen.