Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1897-05-04

Ophavsmand/nøgleperson

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Kristelig Dagblad. Reportage fra Glyptotekets åbning 1/5.

Transskription

Kjøbenhavn og Frederiksberg.
Glyptotekets Indvielse
I Lørdags foregik den højtidelige Indvielse af Glyptoteket og den internationale Kunstudstilling. Henad Kl. 11 havde en talrig og glimrende Forsamling givet Møde i Kunstudstillingsbygningen bag den egentlige Glyptoteksbygning. I den store Midterhal fandtes Pladserne for de kongelige Herskaber ud for den hollandske Maleriafdeling. Lige overfor var Talerstolen rejst, nærmest denne havde Kultusminister Bardenfleth og Overpræsident Klein Plads. Bag og omkring Talerstolen i den engelske Malerisal tog de indbudte Damer Sæde. I den store Sals Baggrund var Cæciliaforeningens Kor og et Orkester anbragt. Tilstede vare samtlige Ministre, corps diplomatique og Rigsdagens Formænd, samt adskillige af dens Medlemmer, Kommunalbestyrelsen og Borgerrepræsentantskabet, Sjællands Biskop samt talrige Repræsentanter for Kunst, Industri og Haandværk, ligesom alle Arbejdere ved Glyptotekets og Udstillingens Opførelse vare indbudte. Lidt før Kl. 11 ankom Direktør Brygger Jacobsen med sin Moder og Hustru, hvem Forsamlingen hilste ved at rejse sig. Præcis Kl. 11 indfandt Kongen og Dronningen sig. Dronningen førtes til Plads af Direktør Jacobsen, medens Kongen ledsagedes af Fru Jacobsen. Af den øvrige kongelige Familie vare til Stede Kronprinsen, Kronprinsessen, Prins Valdemar med Gemalinde, Prins Christian og Prinsesserne Carl, Thyra og Ingeborg. Efter at de kongelige Herskaber havde taget Plads, tog Festen sin Begyndelse med Udførelsen af Alfred Ibsens Kantate til Gades Musik og Recitation af kgl. Skuespiller Emil Poulsen.
Efter Kantatens første Del besteg Direktør Jacobsen Talerstolen og gav i et Foredrag en kort Fremstilling af Glyptotekets Tilblivelse og Udstillingens Art idet han endte med at rette en Tak til Bygmestrene Professorerne Dahlerup og Klein, til Arbeiderne, der havde bygget Huset, og Kunstnerne, der havde smykket det, til Komiteen, Rigsdag og Regering samt endelig en personlig Tak til Kongen og Dronningen, der gav Festen Glans og Værd ved deres Nærværelse. Efter Talen blev Kantatens sidste Del afsunget, og Forsamlingen satte sig nu med Majestæterne i Spidsen i Bevægelse for at tage Glyptoteket og siden den internationale Udstilling i Øjesyn. Direktør Brygger Jacobsen er i Dagens Anledning bleven udnævnt til Kommandør af Dannebrog.

Omtalte genstande

Fakta

PDF
Avisartikel

Dansk

København

Mediastream