Carl Jacobsens Brevarkiv
1907-11-13
Afsender
Carl Jacobsen
Modtager
Hack Kampmann
Dokumentindhold
Carl Jacobsen har fået et imago clipeata fra Venedig, som han ønsker at hænge op over døren til festsalen. Han vil dog gerne vise det til Kampmann først.
Han har studeret Kampmanns planer grundigt og minder ham om Glyptotekets tre krav. Han argumenterer for ovenlys.
Transskription
13-11-7
Kjære Kampmann
Naar De kommer til Kbhv vil jeg bede Dem see ind til Glyptotheket.
Jeg har i Venedig faaet et colossalt Zeushoved i Reliefbuste "Imago clipeata" [tegning] som jeg troer vil passe udmærket i Festsalen over Indgangsdøren fra Forhallen.
Men da det maa indrammes og saaledes engang opsat vanskelig kan flyttes, vil jeg ikke sætte det fast førend
De har seet paa det.
__
Jeg studerer paa Deres deilige Tegninger til Gaarden – men jeg kan ikke faae dem til at passe til Glyptothekets Krav.
Disse ere:
1) Et Galleri til græske Buster. Der skal være Plads til c 100. De maa have skarpt Lys helst Ovenlys, men absolut ikke plat Lys de kunne altsaa slet ikke anbringes paa Bagvægge. Derfor er Ovenlys absolut at foretrække for ikke at sige nødvendigt; thi dermed bliver der som bekjendt slet ingen Bagvægge.
Statueplads har jeg meer end nok af, og vil vist aldrig faae Brug for mere.
De vil heraf see at Deres Tegning til den østre Gaard umuligt kan lægges til Grund
_
Derimod kunde maaske Tegningen til den v. Gaard modificeres saaledes at der blev Ovenlys i Rummet, men saa maatte jo ogsaa den smukke Facade forandres, hvis den skulde svare til det Indre. Dette er det første Krav.
2) I anden Række kommer Ønsket om en aaben Corridor, saadan Noget som en Klostergang, som for at have Lys nok ikke maatte være med brede Piller som paa Deres Tegning af vestre Gaard, men med saa spinkle
Søiler som muligt for at give Lys.
Den skulde benyttes ligesom Campo santo i Pisa eller Klostergaarden ved Lateranet til Museumsgjenstande, der ikke egner sig til Opstilling i de festlige Sale og Rum.
Den skuld gjerne aabne sig til en Have.
3) Det tredje Ønske er en smuk Have til Broncestatuer, Sindings Terra mater o. Lign.
_
Hvis vi ville offre den ene Have saa kan det første og maaske det andet Krav opfyldes ved at benytte den v. Gaard dertil.
Opfyldelsen af det tredje Ønske kunde jo udsættes Noget (maatte ogsaa udsættes til Penge kom til Veie.
Vi maa tale mundtlig om Sagen naar De kommer hertil. Lad mig vide i Forveien naar De kommer at jeg kan indrette min Tid.
Deres hengivne
Carl Jacobsen