Carl Jacobsens Brevarkiv
1891-10-28
Afsender
Carl Jacobsen
Modtager
Andreas Asmussen
Dokumentindhold
Carl Jacobsen fortæller Asmussen, at han selv har gjort sig tanker om at skænke hele sin antiksamling til Glyptoteket mod at staten bekoster opførelsen af den 4. fløj af museumsbygningen. Men da antiksamlingen er det økonomiske fundamentet for bryggeriet Ny Carlsbergs reservefond og dermed for Carl Jacobsens private økonomi, vil Carl Jacobsen ikke gøre noget overilet. Carl Jacobsen udtaler igen sit håb om, at antiksamlingen kan forblive i Danmark.
Transskription
26. Frydendalsvei
28-10-91
Kjære Hr Departementschef
Asmussen
Andreas Weis meddelte mig at der skaffedes Penge til den "4de Fløi" imod at jeg skjænkede hele min nuværende private Antiksamling til Glyptotheket.
Derved vilde formentlig den ubegribelige Forvikling som Borgmester H. saa betimelig har sat i Scene og pustet op til et i mine Øine latterligt Fantom kunne undgaaes.
Jeg takker Dem ret hjerteligt fordi De har gjort et Forsøg paa
at bortdrive Hansens Tanker, og Intet skulde glæde mig mere end om Deres Forslag engang skulde blive realiseret.
Det stemmer nemlig ganske med mine egne Ønsker, med et af mine Livshaab og mit Livs Plan gaar netop ud paa det samme som De har foreslaaet.
Men: Tiden er ikke Moden dertil endnu.
Min private Antiksamling repræsenterer nemlig mit Bryggeri Ny Carlsberg Reservefond og jeg er ikke saa letsindig, at jeg vil give dette fra mig
førend jeg har optjent saameget at jeg kan skille mig ved Antik-Reservefondet uden at ryste Grunden for min økonomiske Existens.
Denne Grund vil De indrømme er for sig alene afgjørende.
Men dertil kommer:
Antiksamlingen er endnu i en frodig Væxt jeg nærer grundet Haab om at kunne udvikle baade den etruskiske, den ægyptiske, den græske og den romerske Afdeling med værdifulde og store Gjenstande (jeg ligger saaledes for Tiden i Underhandlinger om Kjøb af et Par 1ste Rangs antike Statuer og ikke mindre end 9 herlige Sarkophager).
Men deraf følger at jeg ikke veed eller kan vide, hverken hvor stor
eller hvorledes Bygningen skal opføres for at huse dette Musæum, og altsaa heller ikke hvormeget den kan koste.
Det vilde være yderst skjæbnesvangert for Antiksamlingens Udvikling, allerede nu at fastslaae de geometriske Grændser for en 4de Fløi til Antiksamlingen. Det kan faktisk ikke gjøres.
Ogsaa denne Betragtning troer jeg sikkert at De vil godkjende.
Lad os derimod see Antiksamlingen udvikle sig i Fred, det vil jo være en Opmuntring for mig, som kun ønsker at den maa blive her i Landet, at vide at man ialtfald fra Statens Side ikke vil være uvillig til at skaffe den et Huus, staaende i Forhold til Indholdet.
Deres ærbødigst
hengivne
Carl Jacobsen