Carl Jacobsens Brevarkiv
1887-12-19
Afsender
Carl Jacobsen
Modtager
Louis Hasselriis
Dokumentindhold
Carl Jacobsen vil gerne indstille Hasselriis' figur af satyren til erhvervelse af Legatet "Albertina"
Transskription
19-12-87
Hr Hasselriis
Rom
Deres Brev af 14 d med Photographiet har jeg rigtig modtaget.
Det forekommer mig at Figuren i dens nuværende Skikkelse maa egne sig godt for Bronce og hvis Figuren holder hvad Photographiet lover vil jeg gjerne indstille den til Anskaffelse.
Det er imidlertid en Betingelse for Anskaffelsen af Figurer til "Albertina" at de foreligge færdige i Bronce eller Marmor fra Kunstnerens Haand.
Dette vil dog vel i dette Tilfælde ikke volde Dem synderlig Risico, thi naar Bestyrelsen havde godkjendt Figuren i Gibs vilde de naturligviis ikke forkaste den naar Udførelsen i Bronce ellers var tilfredsstillende.
Derimod er det en ufravigelig Betingelse at Figuren maa være her i Gibs. De vil vist erindre at en afgjørende Grund til at vi ikke kunde anskaffe Exemplaret for 2 aar siden var netop at det kun forelaae i Photographie.
De vil heller ikke finde denne Betingelse urimelig.
De angav 1885 Figurens Priis uden Piedestal til 4000 Kr (jeg forudsætter leveret her paa Stedet).
Naar man veed hvad Broncestøbning "à cire perdue" koster i Italien, f.eks hos Sabbatino de Angelis i Neapel saa forekomer denne Priis just ikke billig. Jeg kan jo ikke sige om den ikke vilde afskrække fra Anskaffelsen;
Derom kan man først tale naar Modellen er tilstede.
Ideen med Maskerne paa Fodstykket finder jeg morsom, dog seer jeg ikke ret hvorledes Thyrsosstaven kan anbringes uden at faae Maskerne til at gabe med deres Sider fra Fodstykkets Plan. Jeg tilstaar jeg er ikke rigtig med paa den Thyrsostav.
Skal Fodstykket være af Bronce og skal det koste 2800 Kroner saa maatte det ialtfald modelleres temmelig rigt og slet ikke have den nøgterne Marmorcharacter som i Deres lille Skizze i Brevet.
Maaske vi gjør bedst i foreløbig at holde Fodstykket, idet jeg forøvrigt meget attraaer at faae noget Original og virkelig Kunstnerisk ud af det.
I det Haab at De maa finde Dem beføiet til at løbe de Risico at sende Deres Faun hertil er jeg
Deres ærbødigste
Carl Jacobsen