Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1888-01-26

Afsender

Carl Jacobsen

Modtager

Julius Løytved

Dokumentindhold

CJ skriver bl.a. om datteren Beatrice, der ligger dødsyg af hjernebetændelse. CJ ønsker sig nogle faa gode ægyptiske skulpturer til Glyptoteket

Transskription

26 - 1 - 88

Kjære Hr. Consul Løytved.
Deres Brev fra Damascus af 2den Xembre har jeg rigtig modtaget og vilde ogsaa strax besvare det og sende de forønskede Beskrivelser.
"Times" fandt jeg hurtigt; men de Beskrivelser af Professor Sayce og Lenorman af den babyloniske Indskrift, som De omtaler, fandt jeg

ikke.
Jeg tænkte, at de vilde komme frem af sig selv ved Leilighed - men da dette ikke er skeet, vil jeg ikke tøve længere med at sende Dem "Times" med denne Post.
Jeg kan slet ikke engang huske, hvorledes de Afhandlinger saa ud.
Det er mig saameget mere paafaldende, som jeg har alle de andre Afhandlinger, De har sendt mig, staaende paa deres Sted i Bogskabet.

Indskriften ligger i den Blikbøsse, i hvilken den kom; men jeg har aldrig villet aabne den, førend den kunde blive rigtig opstillet paa sin endelige Plads i et nyt Glyptothek.
Afhandlingerne ligge vel ikke sammen med Papirformen i Bøssen?

De Erindrer, at vi i Sommer mistede vor mindste lille Dreng - et deiligt Barn, til hvem jeg havde sat et godt Haab. Nu gaae

vi atter i en tung - og meget tungere - Prøvelse. Vor næstældste Datter Beatrice (6 Aar) ligger med Hjernebetændelse, og Dødens kolde Haand tager for hver Dag, der gaaer, et haardere Tag i hende.
Lægerne opgav hende strax fra først af.
Hun var mit Hjerte nærmest af vore Børn; hun har mere end alle de andre tilsammen viist mig, hvad Faderglæde er.
Jeg siger ikke dette for at klage - tilgiv et lille Hjertesuk. Jeg veed, at det er Vorherre selv, der handler her, og at hvad han gjør er godt!
II
Jeg hørte forleden Dag, at Dumreicher i Alexandria skulde have en Statue af Kleopatra, og at han vilde tilbyde den til Antiksamlingen her. - Den hører dog absolut hjemme i Glyptotheket.
Kjender De den Mand? - Kunde man faae nogle gode, ægyptiske Sculpturer, saa vilde det være meget nyttigt.
Kommer De ikke til Danmark til Udstillin

gen i Aar? - De har nok seet af Bladene, at jeg skaffer en meget stor Udstilling af fransk Kunst, som tegner til at skulle lykkes godt.
Jeg havde ventet at skulle give Dem Dødsanmeldelsen af mit Barn, inden jeg sluttede Brevet.
Livets Lys blusser dog af og til lidt op paa ny, inden det ganske slukkes. - Nu sover hun, og Faderhjertet kan ikke lade være at haabe.
Venlig Hilsen til Deres Frue.
Deres hengivne
Carl Jacobsen.

Fakta

Brev

Dansk

København
Beirut

Glyptotekets arkiv. Carl Jacobsens kopibøger bd. 3, feb. 1887 - juli 1890.