1916-03-22

Paris 22-3.16

Kjære Helge Jacobsen

Det glædede mig meget at modtage Dit Brevkort med meddelelse om Indsamlingen for de franske Kunstnere. Det er jo ikke Pengene, som her spiller den største Rolle, men den Sympathi det skaffer Danmark hos de Allierede. Hvad Du og Din Bror gjør i den Retning i denne Tid, er gavnligere for Landet, end I maaske selv har Anelse om, alting bliver nu bemærket, mærkværdigt stærkt bemærket. Jeg tror ikke, man har noget rigtigt klart Begreb om hele Krigen derhjemme, det ligger saa langt fra Kamppladsen. Begge vore to Ministre var hos mig igaar Wedel og Bernhoft, vi talte netop om baade Dig og Vagn, som jo også gjør alt for at vise de Danskes Sympathies i disse Dage, uden Betænkninger, aldeles som Eders Far kunde gjort.
Men jeg har en anden sag at skrive til Dig om: Min Portrætstatue er nu færdig, støbt i Bronce. Støbningen var allerede paabegyndt, før jeg fik Hr Frederik Paulsens Brev af 20 Decbr. Jeg vilde ladet Støbningen begynde i ethvert Tilfælde nu. I den Alder jeg nu er, snart 70 Aar, har jeg ikke lov til at forsømme noget ligeoverfor min Kunst, naar det paa nogen Maade

kan gjøres. Men jeg ser af Hr Paulsens Brev, at Du har misforstået, hvad jeg skrev: "coûte que coûte", det er mig selv, det maa koste dyrere end i Fredstiden, med Glyptoteket er der aftalt en bestemt Pris, 11.000 Kr, det kunde ikke falde mig ind, at lade Gl. bløde for mig.
Jeg havde ogsaa saa sikkert haabet at kunne trække det ud med Udbetalingen. men nu har jeg i disse Dage faaet et Brev om, at en for mine forholde nok saa stor Pengesum, som jeg sikkert havde regnet paa, enten gaar tabt eller i alfald ikke ikke bliver udbetalt før efter Krigen. Jeg er naturligvis ikke glad over dette, men for resten er alt dette, vi lever i nu, saa alvorligt og saa vældigt, at man lover at Tage det med Ro. Du skriver, at Kunstnerne hjemme har en Guldalder nu. Du kan tro, her har jeg en Jernalder, som der skal Mod til at staa i. men jeg ved, hvad der hører sig, hvorledes jeg har at tænke og leve mit liv.
Kun maa jeg under disse Omstændigheder indrette mig derefter. Jeg staa her med min stor Forpligtelse ligeoverfor Bronzestøberen og - ja og saa er det ogsaa mig selv det gjælder. Og jeg ved ikke nogen anden jeg nu kan gaa til end til Glyptoteket. Saa nødigt jeg gjør det, jeg maa bede om de 11.000 Kr for Statuen.
Denne bliver snart, det vil sige naar Omstændighederne tillader det, sendt hjem. Her har min Støber en Mand, som kan besørge det. Assurancen sætter jeg

saa lavt som muligt, saa det bliver ikke nogen større Sag. Jeg har jo Gibsmodellen, om noget skulde ske til søs og kan støbe den om igjen.
Statuen vilde jeg i alle Tilfælde sendt [sende] hjem nu snart. Din Far vilde havt den gjerne, til jeg bliver 70 Aar, og jeg vil altid gjøre alt, hvad jeg kan for at opfylde hans Ønske. Det er allerede ilde nok, at Figuren er reduceret til blot legemstor - hvad jeg for resten finder ret uanstændigt baade overfor Carl Jacobsens Vilje og ligeoverfor mig. Jeg ved, at det ikke er Din Skyld, og det glæder mig.

Venlig Hilsen

Din hengivne
Stephan Sinding