Carl Jacobsens Brevarkiv
1888-12-14
Afsender
Laurits Tuxen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Tuxen er på vej til Orienten. Han vil gerne låne portrættet af Ottilia og skitsen til "Venus Triumf" til verdensudstillingen i Paris 1889.
Transskription
Paris d. 14/12 - 1888
Kjære Hr. Jacobsen!
Efter længe at være holdt tilbage her i Paris paa Grund af Forretninger, ser jeg mig endelig i Stand til at bryde op og begive mig paa min første Rejse til Orienten, som jeg har en Fornemmelse af ikke vil blive den sidste.
Jeg har til Hensigt at opholde mig i Cairo indtil midt i Marts, ved hvilket Tidspunkt jeg venter at træffe Rejseselskab til det hellige Land. Desværre kan jeg blive nødsaget til at være tilstede paa Windsor i Mai, saa min Tid kan let blive noget indskrænket dernede.
Anledningen til nærværende Linier er den forestaaende Verdensudstilling i Paris, hvor vi Alle gjerne ville vise os fra den bedste Side. For mit Vedkommende er dette imidlertid ikke godt muligt uden at trække Vexler paa Deres Velvilie, hvad jeg Alt har gjort saa ofte tidligere, at jeg er halv skamfuld ved at komme igjen.
Det er som sædvanligt Deres Hustrus Portrait det gjælder, men nu skulde det da også blive sidste Gang; ved en tidligere Lejlighed var De saa imødekommende at tilbyde mig til denne Udstilling, og jeg haaber ikke at sidste Aars Udstilling paa dette Punkt skal træde hindrende i Vejen.
Jeg vilde ogsaa meget gjerne laane Studiet til Loftsbilledet "Venus Triumph".
Jeg har givet mig saa meget af med at male det nøgne, at jeg gjærne vilde repræsenteres lidt fra denne Side ogsaa. Jeg indsender ligeledes et gjennemført Studie af en romersk Model, samt det store Fiskerbillede, som jeg ikke haaber Comitéen vil afslaa, da det slog særdeles godt an paa Salonen ifjor.
Jeg har ansat Assurancesummen for Deres Frues Portrait til 3000 frs og for Venus til 2500 fr. og haaber at De eventuelt vil godkjende dette.
Krøyer er i fuldt Arbejde med den store Portraigruppe, som former sig godt i Compositionen; jeg har idag givet ham en lille Séance paa Falderebet.
Da jeg skal rejse iaften maa jeg bede Dem undskylde at dette Brev er skrevet noget i Hastværk, da jeg har en
Del Sager at afgjøre i sidste Øjeblik.
Min Hustru er allerede for et Par Timer siden rejst til Brüssel, hvor hun opholder sig under min Fraværelse.
Jeg beder Dem paa hendes og egne Vegne at modtage de venligste Hilsner til Dem og Deres Frue, hvis Helbred jeg haaber nu maa være fuldkomment gjenoprettet
Deres hengivne
L. Tuxen.
P.s. Da jeg ikke kan vente Svar fra Dem paa ovenstaaende, har jeg skrevet til Mogensen om at sende Bud efter Billederne naar Tiden kommer; skulde der være noget til Hinder for Udstillingen kunne de jo da faa nærmere Ordre.
LT