Carl Jacobsens Brevarkiv
1904-09-14
Afsender
Peder Severin Krøyer
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Krøyer spørger CJ om hans bestilling på et maleri for 1½ år siden stadig står ved magt.
Transskription
14 Septber 1904
Kjære Hr Carl Jacobsen
Jeg har en lille Tid været her i Byen for at ordne forskjellige Anliggender, som jeg nu i over et Aar har maattet forsømme, paa Grund af min lange Sygdom og Reconvalescens.
Jeg har været for optagen til personligt at opsøge Dem, men
inden jeg – sandsynligvis i morgen – atter lægger Vejen ad Skagen til (for derfra snarest at rejse til Badested i Tyskland) vilde jeg ialfald skrive Dem et Par Ord til. Det er angaaende det Portrait af Dem som De for næsten 1½ Aar siden bestilte hos mig.
Naar jeg dengang sagde at jeg ligefrem glædede mig til at male
Dem var det min Mening og det var mig – ialfald en af mine Bekymringer under min Sygdom, at jeg ikke kunde faa det gjort, som aftalt, i løbet af sidste Vinter.
Men Haabet er jo det sidste man slipper og jeg haabede dog paa i denne Vinter at kunne faa Kræfter igjen til – at forsøge i alfald. Men nu skal jeg som sagt gjennemgaa Kur paa
mindst 6 Uger og derefter vil jeg vist blive sendt til et stille Sted under Sydens Sol – hvortil jeg dog medtager Hustru og Datter.
Kan jeg vente at De vil lade Bestillingen staa til jeg muligvis en kommende Vinter vil kunne tage fat paa Opgaven?
Med mine bedste Hilsener
Deres
P. S. Krøyer
Et eventuelt Svar sendes bedst under Adresse Skagen