Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1888, 20- 31 januar

Ophavsmand/nøgleperson

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Carl Jacobsens noter om datteren Beatrices sygdom og død. Aftenselskabet, som ses gengivet på Krøyers maleri, blev afholdt på Ny Carlsberg søndag 22. januar

Transskription

Beatrice I
Hendes sidste Sygdom begyndte Løverdag d. 21. Januar.
Hun havde nok i en 14 Dags Tid eller længere været af og til mindre tilpas dog ikke anderledes end at hun stadig gik i Skole og den sidste Dag Fredag d. 20 endog var bleven straffet fordi hun ikke kunde sine Lektier. Hun var til Dands men befandt sig ikke vel.
Om Tirsdagen d 17de var hun nede i Glyptotheket for at tegne paa Krøyers Billede jeg vi lagde da Mærke til at hun var saa bleg, men det gik strax over igjen. Ottilia meente Orm.
Saalidt anede vi noget at Ottilia da Beatrice Løverdag Morgen var syg troede at hun simulerede..
Jeg selv forundrede mig over at Ottilia havde kaldt Saxtorph ud Løverdag

Morgen.
Han maa have seet at der var noget værre i vejen thi han kom igjen om Søndagen.
Vi vare dog ikke mere urolige end at vi uden synderlig Betænkelighed gik i Middagsselskab Løverdag Aften hos Gotfred Halkier.
Da vi kom hjem om Aftenen var Barnet tilsyneladende aldeles rask og jeg troede alting overstaaet.
Om Natten blev hun dog daarlig og var heller ikke rask om Morgenen. Jeg anede dog ingen Fare.
Da jeg kom over til Frokost sagde Ottilia at hun frygtede Hjernebetændelse. Pupillerne, Opkastning, Hovedpine. Saxtorph kom strax efter, og meente ikke at der var Fare troede snarere paa gastrisk eller Skarlagensfeber som fandtes i Søndermarkshuset.

Han meente dog at der slet ikke var Grund til at afsige vort store Middagsselskab samme Aften.
Barnet blev ikke bedre og med bange Anelser beklemt Hjerte toge vi imod de Fremmede.
Navnlig efter Bordet, da jeg mærkede at Ottilia blev borte anede jeg at Barnet maatte være mere sygt.
Om Aftenen var hun ikke nær saa flink som foregaaende Aften, hun var bragt ind i Toiletværelset og Wilhelmine og Cathinka skiftedes til at holde vagt ved hende.
Om Mandagen kom Saxtorph kl. 1. Meente stadig at det var gastrisk, mulig Skarlagens feber. Da jeg spurgte om Hjernebetændelse kunde han ikke udelukke den Mulighed. Jeg foreslog da en Læge til til Hjælp. Han var meget villig til

at kalde Reiss. Han gav hende Igler.
De kom begge om Aftenen og erklærede hende svært angreben af Hjernebetændelse og lode mig næsten intet Haab.
De ordinerede Opium, men Natten var ret god hun sov naturligt og behøvede ikke at faae Opium.
Om Mandagen var hun nok lidt lidende men fik et lyst Øieblik hvor hun intet feilede og teede sig som aldeles rask det varede dog ikke længe ikke en ½ Time saa faldt hun hen i den sukkende Klage. Da Kl. 2 Doctorene kom havde hun atter et lyst Øieblik og det var rørende at see som hun ligesom en lille Hund greb og kyssede deres hænder.
Det var jo det lyseste Øieblik og da de gik gave de mig et svagt Haab.
Eftermiddagen var dog kun daarlig Lidende og klagende. Jeg var i Forskjønnelsesforeningen og besøgte Emm Fenger, der gav mig noget mere Haab.
Fyrsvampen som efter Iglebiddene sad fast paa den høire Tinding generede hende en Deel og saa grim ud.

Beatrice II

Onsdag 25de Januar
Natten var ret god og atter om Morgenen havde hun et aldeles lyst Øieblik da jeg kom ind efter Kl. 9 laa hun med sit lille Lommetørklæde for Hovedet, trak det pludselig væk og sagde "Bøh" op imod mig x). Heller ikke dette varede dog længe. Men da Saxtorph kom kl. 1 var hun igjen lys og modtog ham som foregaaende Dag. Han tog Fyrsvampen som efter Iglebiddene om Mandagen sad fast paa Tindingen, bort. Dette varede heller ikke ret længe. Hun saa yndig ud naar hun laae og sov. Kröyer, som var her tog en lille Kultegning af hende.
Jeg kunde ikke lade være at haabe.
Professorerne kom Kl. 8 Pulsen 66 tardus
De gav mig ikke mere Haab end den forrige Dag, men der var jo altsaa endnu Haab. Torsdag Hele den Dag gik jeg og græd, denne Vexlen mellem Angst og Haab var en Smag af Sorgen i smaa Mundfulde.

x) Hun sagde dengang, Jer to Mama og Papa holder jeg mest af i Verden

Torsdag d 26. Januar
Med spændt Forventning gik jeg ind om Morgenen - kunde ikke lade være at haab[e] at Natten havde bragt Bedring og at jeg skulde træffe hende klar lys og uden Smerter.
Me det blev ikke saa.
Natten havde været daarlig og hun maatte have Morphin.
Der var ikke noget Lyspunct den Morgen. Kl. 10 kaldte Ottilia paa mig og sagde at hun blev saa underlig jeg kom op og vi troede at nu var Døden nær - det var Eftervirkningen af Morphinen. Jeg Det varede dog længere jeg gik ned igjen.
Kl. 11 blev jeg atter kaldt op, nu kunde det ventes hvert Øieblik. Der var ogsaa et Par Gange hvor Aandedrættet hørte længe op og Øinene vare al brustne.
Men endnu var der Farve i Huden og Varme i Hænder og Fødder.
Hun sagde: Jeg er saa kjed af at Du er bedrøvet Mama. Du var altid Mama.

Det syntes endog at Farven blev bedre og lidt efter lidt kom atter et af disse lyse Øieblikke. Hun tog mig om Halsen og sagde Jeg holder saa meget af dig Papa
Nu kom Saxtorph, hun livedes op derved og snakkede meget med ham.
Jeg vilde gjerne have lidt mere Haab da han gik; men han sagde at hun ikke var bedre end den foregaaende Dag.
Hun faldt nu i en rolig Søvn c 2 Timer og jeg begyndte atter at haabe.
En Samtale med Em Fenger som netop kom kl. 3½ og besøgte mig borttog atter Haabet og da hun efter at være vaagnet var mere lidende og mat end før stod Skjæbnens Uafvendelighed tydelig for mig.
Hun var meget daarlig da Lægerne var her Kl. 8 og de ventede ikke at der skulde være længe tilbage.
Kl. 3 blev jeg atter kaldt ind men det var ikke Døden endnu, hun fik Morphin

som gav hende nogen Ro

Fredag den 27

Kl. 9 laa hun stille hen med aabne Øine. Jeg spurgte hende om hun kjendte mig og hun sagde Ja, ganske svagt.
Der er endnu lidt Livskraft at overvinde - Tag ikke for haardt paa hende Knoggelmand. Du har hende jo sikkert nok.
Kl. 9.35
Hun ligger vaagen og klager.
Hun gjorde et svagt Forsøg paa at "kysse igjen" da jeg kyssede hende.
Hun kan endnu sige svagt at hun at hun har saa ondt i Hovedet - og at hun er bedrøvet over at Mama hoster (Ottilia havde kastet op og det havde hun hørt).
I løbet af Dagen vaagnede Haabet atter Saxtorph traf jeg da han gik herfra, jeg vilde gjerne have lidt Haab men han vilde ikke give synderligt.
Hun befandt sig dog tilsyneladende betydelig bedre, snakkede meget, spiste noget. Kræfterne vare heller ikke daarlig.
Krøyer tegnede førend Middag et andet endnu smukkere Billede af hende.

Beatrice III

(Fortsættelse Fredag d. 27' Januar)
Medens vi spiste til Middag var jeg oppe hos hende. Hun tog mig om Halsen og vi fortalte hinanden som vi pleier at vi holdt saameget af hinanden at vi kunde spise hinanden.
Hun havde havt en god Sved og legede med Dukker.
Dette var jo dog Haab.
Saxtorph kom kl. 8. Sveden var et godt Tegn. Kunde hun faa Sved stærkt kunde hun maaske frelses!
Der var dog et virkeligt Haab.

Løverdag den 28' Januar 1888.
Jeg vaagnede henad 5. Alt syntes stille. Maaske var Sveden kommen!
Da kom Ottilia ind og kaldte mig.
Morfinen som hun havde faaet Kl. 10 havde ikke virket. Hun var yderst pinefuld kunde ikke taale Lyset eller at man rørte ved hende. Hun laa og snakkede og havde ligget

[på langs]
Fredag Aften stod der en smuk Artikel om mig i Nationaltidende og fra Klein i Paris at Kunstneren var til Middag hos ham i Gr. Hot. du Louvre

saaledes siden Kl. 1. Munden stod ikke.
To Gange gik jeg bort to Gange blev jeg kaldt ind. De troede at det var paa det Sidste.
Men der er nok endnu lidt Livskraft tilbage som skal knækkes.
Kl. 8 7½ var hun atter meget smertefuld og skreg høit - jeg var ikke tilstede. Hun fik da Morphin igjen. Den kunde dog ikke bringe hende til at sove, hun sagde engang klagende "aa jeg dør" men dulmede vel Smerten saameget at [hun] kunde ligge og snakke i Toget i eet væk. Tillige begyndte hun at skele lidt. LKægerne var her Kl. 2½
Hun greb og kyssede deres Haand men var ellers vild. Reiss sagde en s... Delirium, han meente at der endnu var en deel Livskraft og at det vel kunde vare nogen Tid.
De gav hende en kraftigere Sovedosis

Saa faldt hun i stærk rolig Søvn. Krøyer tegnede et deiligt Billede af hende i Mørkningen. Af en Feiltagelse signeret den 27de i stedetf den 28' Jan
Hun vedblev at sove hele Aftenen, og da hun engang om Natten vaagnede og klagede sig fik hun atter Morphin. Hendes Morphin søvn er nu ganske rolig. Men nu er Ottilia bleven syg og ligger ved siden af.

Søndag d. 29de 1888

Kl. 9 Saxtoph var her. Hendes stille Henliggen kan ikke opfattes som Bedring, men kun som større Udmattelse, Aftagen af Kræfter.
Kl. 11½ Hun er nu vaagen og talte ret livligt og fuldstændig fornuftigt. Hun er ikke vild og skeler noget mindre end igaar.
Hun har ingen Smerter i Hovedet men i den venstre Arm.
Hun havde dog saa gode Kræfter i den at hun da jeg kyssede hende kunde lægge den om
[På langs]
Jeg havde ønsket at bære hende i mine Arme, naar hun skulde flyttes. Løverdag Aften bar jeg hende fra hendes lille Seng hen i Ottilias, men uagtet jeg med med hele min Sjæl var optagen af at bære hende rigtigt, var jeg dog ikke heldig dermed og hun bad senere Ott. om at blive fri for at jeg bar hende.

Halsen paa mig og trykte mig.
Men i det Hele er hun svag baade paa Mælet og i sine Bevægelser.
Rødmosset yndig ligger hun og ligner mere et træt men sundt Barn end et sygt! Kl. 8 Aften. Dagen har været rolig. Hun har sovet efter Morphinen og i de lyse Øieblikke været næsten klar næsten hele Tiden. Hun har navnlig drukket ikke saa lidt.
Saxtorph som var her nu fandt hende dog ikke bedre - Kræfterne aftagende, skjøndt hun ogsaa trykkede ham om Halsen.
Mig bryder hun sig meget lidt om nu!
Mandag Morgen d. 30 Jan
Natten har været rolig. Mellem 2 og 4 var hun vaagen og snakkede vildt. Naar hun ikke sover er hun vaandefuld.
I de sidste Par Dage har hun ikke klaget meget over ondt i Hovedet derimod i venstre Arm og Ømhed i Kroppen.
Inat har hun klaget over Ondt i Nakken og Hovedet.
Kræfterne ere ringere i dag end i gaar. Hun saa dobbelt. Dog er der en Deel tilbage som skulde knækkes.

Beatrice IV

Mandag Aften den 30 Januar
Saxtorph var her Kl 2.
Hun var allerede da saa svag at hun kun daarlig kunde gjøre sig forstaaelig for ham. Hun sagde dog til ham at han vilde hjælpe hende. Mig vilde hun slet ikke see. "Gaa væk sagde hun. "Hvem skal gaa væk" "Du" "Hvem er jeg?" "Papa". Gaa væk"
Kl. 5 var Forstanden helt borte og Øinene stive.
Kl. 6 blev jeg kaldt op. Vi troede at det nu var det alleryderste.
Hun rallede havde Krampetrækninger og Fraade stod ud af Munden.
Jeg sagde Herrens Velsignelse over hende. Det trak dog længe ud.
Hun faldt i stærk Sved og laa stille hen med stive Øine, som om hun stirrede paa En. Saaledes har hun ligget siden.
Var Pulsen ikke 180 kunde jeg tro at det var en Krise og at Sveden var den som vi havde ønsket saa længe.
Saaledes har hun ligget stadig ubevægelig med Puls 180 endnu Kl. 10.

Endnu Kl. 11 laae hun paa samme Maade og i den voldsomste Sved, uagtet Pulsen var 180 kunde jeg ikke tilbageholde Haabet at det var en Krise, som kunde føre til en bedre Udgang, men henad 12 begyndte hun at drage Veiret tungere og dette tiltog til nu stadigt
Tirsdag den 31te Januar
Kl. 2-3 sad jeg hos hende. Hun havde hele Tiden aabne, men stive Øine. Saae Intet, Hørte Intet og følte forhaabentlig heller Intet. Tale kunde hun slet ikke.
Flere gange troede vi at det var slut. Hun laa nu og stirrede hele Tiden ligesom Erland og min Fader.
Først lidt over Kl. 6 blev det svagere og svagere og Kl. 61/4 drog hun sit sidste Suk.
Yndig saa hun ud i Døden. Og ligesom Erland ligger hun som en lille Engel paa sin blomsterstrøede seng. Hun som for saa kort siden selv var den yndigste Blomst.

Hendes Ansigt laae en Tid i dag med et mildt Udtry som et Smiil.
Men hun ligner ikke ret sig selv. Minder - som forøvrigt ofte i levende Live meget om Ellie. Og saa seer hun meget ældre ud som Theodora.
Jeg vilde næppe falde paa at det var min Beatrice, hvis jeg uformodet saa dette Syn.
Haslund som Tegner hende har uvilkaarligt givet hende mere af hendes egne Træk - og hans Tegning- saa smuk den iøvrigt er ligner ikke rt det afsjælede Hoved.
Men yndig og skjøn er hun nu at see til. Smukke Ører og Hænder!
Om Aftenen Tirsdag blev hun lagt i Kiste og nedsat i Ragnaroksalen foran Jerichaus [christogram] billede
Om Onsdagen blev hun kjørt ind til Frue Kirke og om Torsdagen blev hun begravet (bisat ved Siden af de andre Liig. Ewaldsen forrettede den korte Tjeneste. Kun Elisabeth, Ott, jeg vare tilstede
[på venstre side]

Kl 3 var Theodora hos hende. Da Jeg var ikke tilstede. Hun havde været ganske klar; bedet hende tage Tøiet af. Spurgt til Vagn o lign. Det var hendes sidste lyse Øieblik.

Et Aar efter

Om Aftenen (Tirsdag 31 Jan) blev hun lagt i sin Kiste af Zink som blev tilloddet og baaret ned i Glyptoteket foran Jerichaus Christushoved i Ragnaroksalen. Onsdag efet Middag Kl. 3 blev den kjørt ind i Frue Kirke og Torsdag fulgte med.
Ved Middagsbordet vare de to smaae Helge og Vagn nede tilbords og sad og spøgte nok saaa fornøiede.
Efter Middag satte Theodora sig ind hos mig, og var saa kjærlig for at trøste mig ligesom om hun vilde gjøre mig Savnet mindre ved at give sig selv ganske hen til mig. Saaledes sad hun atter hos mig for 4 Uger siden da Thorvald var død.
Det var ligesom Theodora vilde komme mig endnu nærmere end hidtil.
Torsdag d 2' Februar blev hun begravet i Frue Kirke kl. 2 Kun Ottilia Theodora Mine og jeg vare i Kirken.

Theodora fortalte mig i Aften at den sidste Dag Beatrice var oppe Fredagen d. 20' Januar var en trist Dag for hende - lille Skind! Hun var netop begyndt at skrive med Blæk og Pen og var meget optaget deraf. Hun havde glædet sig til at skrive, men hun havde ikke kunnet sin Religion og Frøken Mynster var meget streng imod hende den dag og til Straf maatte hun ikke skrive men blev sat til at regne. Det var hende en Plage, det gik ikke godt. Hun græd meget og frøken Mynster var ond. Hun kunde heller ikke spise.
Hun var ikke vel men bad selv om at komme til Dands, men ogsaa der sad hun ganske stille og græd en Deel. De saae at hun ikke var vel og lod hende sidde stille som hun helst vilde
Ny Carlsberg Mandag Aften d. 21 Jan 89

Igaar Aftes den 23 Decb havde vi Juletræ i den nye Glyptotheksal. Jeg mindedes med Sorg den sidste Gang vi havde Juletræ dér i Julen 1887. Ottilia havde klædt sig ud som "Vinteren". Beatrice løb dernede og saa saa sød ud, jeg troer i en ny Kjole. Hun skal den Aften være bleven ganske bleg og fru Prior talte derom med Ottilia.
Jeg anede Intet men glædede mig blot over mit elskede Barn

Ny Carlsberg
Søndag Morgen 24-12-93

Fakta

Note

Dansk

København

Carlsberg arkiv