Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1885-03-09

Afsender

Carl Jacobsen

Modtager

Laurits Tuxen

Dokumentindhold

Carl Jacobsen beder Laurits Tuxen, der er i gang med maleriet af Kongefamilien i Fredensborg, om at spørge prinsesse Alexandra, om hun vil lade sig portrættere af Henri Chapu og om denne eventuelt måtte være tilstede under en af Tuxens seancer.

Transskription

9 - 3 - 1885

Kjære Hr . Tuxen
Jeg traf Deres svoger H. Scharling som sagde mig at De var ifærd med at male Prindsesse Alexandra.
Jeg tillader mig derfor at henvende mig til Dem for om muligt at faae Svar paa nogle Spørgsmaal.
Men først maa jeg sige nogle Ord som Indledning.
Jeg har overdraget de to Billedhuggere Gautherin og Chapu at udføre to Keiserinde Statuer forestillende Dagmar og Alexandra. Disse statuer skulde da udføres i Marmor og tilbydes som Gave til Kjøbenhavns Commune, hvor de skulde opstilles i et nyt

(Glyptothek)
Sculpturmusæum i et eget dertil indrettet Rum, der naturligviis skulde udstyres med særlig Skjønhed.
Denne Tanke har vunden udeelt Bifald hos de Personer af Kjøbenhavns Communalbestyrelse som jeg har talt med.
Det vilde jo ogsaa blive baade et ualmindeligt skjøndt, eiendommeligt, ja enestaaende Monument og Mindesmærke af stor historiske og national Betydning ligesom det jo vilde blive de høie Personer fuldt værdigt.
Men saa forunderligt det end lyder saae har jeg truffet paa en ganske

uventet Modstand.
Jeg veed imidlertid at Prindsesse Alexandra ikke har havt Noget imod at foreviges paa denne Maade og baade Kongen og Dronningen har udtalt deres Interesse for Planen.
Men Kongen har ikke turdet røre mere ved Sagen men derimod sendt Hs Exl. Rosenørn-Lehn til mig med den fortrolige Besked
"Siig til Jacobsen at han selv kan skrive til mine Døttre"
Skrive vil jeg nu ikke, alene af den Grund at mine kragetæer ikke ere præsentable, men jeg vil maaske ved Lejlighed søge en Audiens.
Men nu spørger jeg: Kan De ikke i Deres Samtaler med Prindsesse Alexandre

sondere hendes Mening om dette Monument og eventuelt stemme hende for at vise nogen imødekommenhed
_
Jeg vilde jo komme til at staae i et latterligt Lys ligeoverfor Kunstnerne. Jeg har i god Tro bestilt disse Statuer. Prindsessens Træk tilhører jo Verden, jeg kan jo kjøbe hendes Portrait eller hendes Buste i enhver Butik.
Der forlanges aldeles ikke at hun skal "sidde" for Kunstneren. Chapu som skal gjøre Pree A's Statue har erklæret at med de fortinlige Portraiter af al Art skal han garantere en fuldkommen Lighed.

II

At tvinge mig til at beholde Statuerne selv, eller at udviske Portraitligheden og lade dem være navnløse Keiserinder vilde dog være absurdt - og umuligt!
At nægte deres Fødeby at besidde disse Portraitstatuer udførte af Verdens første Billedhuggere vil jo være en Fornærmelse imod Byen som den ikke har fortjent - og hvorfor da samtidig tillade at lade sig male til Raadhusbilledet og modellen til Panopticum!!
_
Hvis overhovedet Prindsesse Alexandra indlader sig i Samtale med Dem synes mig at det maa være let at overbevise hende om at hun ikke

kan afslaa den Ære der tiltænkes hende med dette Monument.
_
At jeg ikke gjør dette for at fiske efter Hofgunst eller med noget andet Motiv end Lysten til at udføre en Tanke som jeg selv finder skjøn -det veed jo enhver der kjender mig.
_
Hvis nu Prindsessen bliver velvillig for Planen, var det saa umuligt at Chapu kunde være tilstede en Gang naar hun sad for Dem. Han kunde dog maaske benytte Øieblikket til at studere hendes Bevægelse og Stillingen osv. ??
Der stod forleden i en Avis at Pr. A kom til Kjøbenhavn i April for at lægge Grundstenen til den engl.

Kirke i Esplanaden.
Kan De ikke skaffe mig at vide om det forholder sig saa?

Gautherin gjør mig nogle Spørgsmaal angaaende Keiserinden af Rusland
a) De quelle étoffe en général de habits de gala de l'Imperatrice sont ils faits lorsqu'elle se montre dans une cérémonie officielle ?
b) L'etoffe est elle la même pour le corsage et pour la jupe?
c) Ne porte-t-elle pas dans des circonstances une ceinture et, si oui de quelle forme et de quelle matière étoffe, or, argent e.c.t.
d) La voile est il en mousseline, est il brodé?
e) Le diademe est il en perles

Saafremt De kunde give mig Svar paa et eller flere af disse Gautherins Spørgsmaal vilde jeg være Dem særdeles taknemmelig.
_
Tilgiv mig nu, kjære Hr. Tuxen, at jeg bebyrder Dem med alle disse Spørgsmaal - har De ikke Tid eller Lyst staar dem Dem jo frit at lade dem ubesvarede.
_
Min Hustrue og jeg tænker paa at gjøre en Svip i Slutn af Mai til Antwerpen og til Paris, hvis det skulde være nødvendigt vilde jeg da tage til London og søge Audiens hos Prindsessen - men helst vilde jeg undgaa dette. Morsomt vilde det være om vi mødtes paa Reisen.
Med de venligste Hilsener er jeg

Deres hengivne
Carl Jacobsen

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København

Carl Jacobsens brevpapir

København

Det Kongelige Bibliotek NKS 2339, 2 5