Carl Jacobsen’s Correspondence Archive
1887-07-28
Recipient
Carl Jacobsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Consulat Royal de Danemark.
Rome
den 28. Juli 1887.
Kjære Herr Jacobsen,
Deres venlige Brev af 21. har jeg rigtig modtaget.
Helbig havde allerede for mere end en Uge siden underrettet mig om, at han havde kjøbt Buffeten for Lire 6.700, og at han ventede denne Sum, som han allerede havde betalt, og som han bad mig, om den kom efter hans Afreise, at indbetale paa hans Conto hos "Nast,Kolb & Schumacher".
Jeg spurgte ham, om Buffeten allerede var afsendt, og derpaa svarede han mig, at naar han blot havde faaet Vished for, at Kassen var forsynet med Permesso + Bollo fra Roms Toldsted, saa var Resten
ham baade ligegyldig og uvedkommende, da den ikke kunde standses paa Grændsen.
Jeg fandt ikke Anledning lige over for Helbig at insistere i saa Henseende, og da Vexlen kom, betalte jeg Beløbet til Nast, sendte Kvitteringen saavelsom Deres Brev til ham i Porto d'Anzio, og bad ham samtidig lade mig vide, om han kunde og vilde komme til Rom, for at besee de af Innocenti Dem tilbudte Sager, i hvilket Fald jeg bad ham sige mig, naar vi kunde træffes, da jeg meget ønskede at tale med ham, og jeg lovede desuden at sige Innocenti til, paa den Tid og det Sted, som maatte convenere ham.
Jeg modtog igaar Aftes hans Svar med hosføiede Kvittering for de 6.700 Lire. Jeg havde bedet ham i Kvitteringen at omtale, om han vidste, at Kassen var over Grændsen.
Det er i den Anledning han i sit Brev, som jeg tilligemed Kvitteringen vedlægger, udtaler paany, hvad jeg ovenfor har nævnt angaaende Passagen over Toldgrændsen. - Som De vil see, giver han en forstuvet Fod som Undskyldning, for ikke at kunne komme til Rom og besee Innocentis Sager, som han forøvrigt finder baade middelmaadige og overmaade dyre. Dette beder han imidlertid ikke omtale for Innocenti; og jeg har naturligviis heller ikke sagt Andet til
ham, end at der for Nærværende Intet er at gjøre ved Sagen, da en Ven af Dem, som skulde besee Sagerne, for Tiden er fraværende fra Rom.
Da jeg altsaa ikke nu faaer Anledning til at tale mundtligt med Helbig, kan jeg ikke sige Dem nogen Beskeed om Gratiale Spørgsmaalet. Efter Sophus Mullers Udtalelse kan den Sag kun berøres mundtligt, og jeg skal gjerne gjøre det, naar vi til Efteraaret sees.
Jeg indseer ikke, hvad Vanskelighed der skulde være for at komme til en Forstaaelse. Det synes mig den naturligste Ting af Verden, at han, naturligviis under Iagttagelse af al brugelig Høflighed og Delicatesse betales for sit Arbeide.
Det var maaske en anden Sag, hvor Talen
var om en Assistance, han anmodedes om at yde en kongelig, dansk Statssamling; maaske har ogsaa hans daværende Stilling, som knyttet til et keiserligt tydsk Stats institut, hvor han var baade smukt og rigeligt aflagt, gjort ham det umueligt.
Men her er han en privat Videnskabsmand, der assisterer en privat Samler, og da maa man gaae ud fra, at en Arbeider er sin Løn værd.
Indtil videre beholder jeg de to Fotografier her. - Vil De have dem tilbage, saa skal jeg sende dem.
I overmorgen, den 30., reise vi til Schweiz; hvor vi si aae os ned, vide vi ikke, thi i Morschach, hvor vi gjerne vilde, kan man foreløbig ikke modtage os.
Vi gaae directe til Brunnen, og ville saa derfra søge
os et Sted, som forener de to for os nødvendige Betingelser: styrkende, frisk Luft og billige Pensionspriser, og det ville vi jo nok finde.
Med venlig Hilsen til Dem og Deres Frue fra os begge.
Deres hengivne
C. A. Myhlenphort.