1903-07-28

28 julliet 1903

Inderlig kjære Carl!
Af det dybeste Vemod matte jeg gribes ved at høre om den elskede Ottilias Død. Gud give Dig og Eder alle sin Trøst under den sønderknugende Sorg; I veed at utallige maa dele den med Eder, fordi vi alle elskede Ottilia, fordi hun var en enestaaende Kvinde og det lyste ud af hende, at hun havde en Sjæl, der altid vidste at se opad og

som midt under alt det utallige og omfattende, som var hende betroet, altid søgte op mod Gud, en Sjæl, der prægedes af det uendelig rige Hjerte, paa hvilket saa mange nærstaaende havde Krav og som dog delte ud af sin Fylde til alle, en Hustru af uendelig Værdi.
Kjære Carl, mit Hjerte bløder ved at vide, at hun ikke længer er ved din Side, og ved at tænke paa, at hun ikke mere skal lyse, glæde, varme paa den Vei, hvor ogsaa jeg havde den Glæde at færdes. Gud velsigne hende for hvad hun var og for hvad hun vedbliver at være ved det efterladte uforglemmelige Minde.

Din hengivne og bedrøvede
Johannes Steenstrup.

Efterretningen naaede mig paa Hjemveien fra Pyrenæerne; under et kort ophold i Genf skriver jeg disse Linier.