Carl Jacobsen’s Correspondence Archive
1903-10-11
Sender
Carl Jacobsen
Recipient
Helge og Vagn Jacobsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
11-10-3
Mine kjære Sønner
Det er nu næsten tre Uger siden at I kom til New York og jeg har endnu kun faaet et Par Billedkort fra Eder. Jeg længes meget efter at faae ordentlige Breve; thi Kortene vise mig kun hvorledes den paagjældende Gjenstand seer ud, hvad jeg ofte veed i forveien, men i Brevene seer jeg hvad I tænker om Gjenstandene.
Og saa interessant end Billeder kunne være x) saa
x) Jeg modtager dem gjerne, og takker for dem i Have sendt mig.
er det dog navnlig hvad der beskjæftiger Eders Tanker som interesserer mig.
Her hjemme fra er stadig ikke meget at fortælle.
Vi have haft et afskyeligt Veir med Storm og Regn, Træerne ere deraf allerede stærkt afbladede. Det har dog været mildt, normal Varme, Georginerne staar smukt endnu, hvor de ikke ere forpidskede af Stormen. I dag er det bleven koldt og vi faae maaskee snart Nattefrost.
I Onsdags tilbragte jeg en høist stemningsfuld Aften paa "Gamle Bakkehus".
Jeg var indbudt til en lille Underholdning med
Oplæsning og Sang.
Hvor var det forunderligt at færdes i Rahbeks og Kammas Stuer imellem de gamle Møbler og Billeder i en Kreds af Mennesker hos hvem Alle Pieteter for de gamle Minde[r] var levende.
Fru Hennings læste op af Heiberg, Oehlenschläger, Molière og Ida Møller sang Heiberg - Weiyseske Sange.
Men det som betog mig mest var dog Oehlenschlägers Datter som her i egen Person gik om imellem os. Hun har overværet lignende Aftener som lille Pige og nu henimod 80 Aar efter levede hun
en saadan Aften om igjen.
Jeg lod mig præsentere for hende og talte lidt med hende - og saa ligner hun grangiveligt Oehlenschläger. Det Billede som jeg i min Phantasie har af ham efter de kjendte Portrætter er nu blevet levende og tydeligt.
Hun er 85 Aar men rask og rørig - jeg vilde ønske at I kunde faae hende see naar I engang komme hjem.
Med fru Hennings talte jeg ogsaa meget især om Eder. Det glædede mig at see hvor stor Interesse hun har for Eder.-
II
I maa sige til i tide naar I trænge til Penge.
Det vil jo vare mindst 3 à 4 Uger fra den Dag I skrive at I trænge indtil den Dag da I kunne modtage Pengene
Skriv nu snart lidt udførligt om Eders Studier, om Eders Levevis, Eders Indtryk af Landet og Byerne, Menneskene o.s.v.
Brevkortene kunne være Illustrationer til Texter!
Jeg tænker dagligt paa Eder, men maa jo altid tage Tidsforskjellen i Betragtning.
Det er nu her Søndag Aften Kl. 9 og nu kom Marie
ind med min Thee; men da Chicago ligger 100 1/4 Længdegrader vestligere, og femten Grader jo gjør nøiagtig en Times Forskjel, saa maa jeg tænke mig Eder i dette Øieblik, spadserende eller læsende, imellem Lunch og Dinner c 6 3/4 Time tidligere paa Dagen altsaa Kl. 2 3/4
Chaplain har sendt mig flere meget smukke Udkast til den Medaille (Plaquette) som jeg vil lade ham gjøre til Minde om Mamas Død.
Jeg har taget Ideen fra de græske Gravrelieffer men ladet ham overføre den paa Christelig Grund. Det som jeg synes bedst om forestiller:
Paa en Stol sidder Ægtemanden og seer op i mod den bortsvævende Hustru som endnu holder ham i Haanden medens hun med sin v. Haand peger imod det Høie.
Den vil sikkert blive smuk
[på langs] Lev nu vel I kjære to hjertelig hilsede af Eders Papa
Facts
PDFDanish
Glyptotekets arkiv. Carl Jacobsens brevarkiv. Breve til Helge og Vagn Jacobsen.