Carl Jacobsen’s Correspondence Archive
1904-02-10
Sender
Laura Jacobsen
Recipient
Helge Jacobsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Gl. Carlsberg 10 Februar 1904
Kjære Helge,
Da Hjertet idag er mig lidt trangt vil jeg lette det ved at skrive til mine kjære Børn Helge og Vagn. I ere jo ogsaa vel lidt beklemte ved det store Spørgsmaals Løsning, som man her hjemme ørkesløs gaaer og tænker paa, uden at det nytter Eder noget.
2den Februar skrev jeg til Vagn og vilde derfor ikke have bebyrdet Eder allerede idag med Brev, hvis det ikke var for at bede Dig om, at bede Vagn om at skrive til sin Fader da Carl er bedrøvet over ikke at have hørt fra Vagn saa længe, Du er den der sidst har skrevet men det er nok ogsaa længe siden. Der maa vist være et
[på langs af papiret]
Kjærlige Hilsener fra Jacobine som endnu er hos mig og fra Eders Grandmama som stadig har Helge og Vagn i sin Erindring. L. J.
2 Brev gaaet tabt trøster jeg Carl med, thi jeg føler med ham, at Børnenes Kjærlighed og Hensyntagen, nu efter Ottilias Død maa være hans stadige Tanke, som jeg mærker, at deres Vel og Fremtid stadig jeg kan med Sandhed sige baade Nat og Dag opfylder hans Tanke, han lever et ensomt Liv, fordi han søger det; Agnes har i 14 Dage vært rent Dorlig Hoved og Bryst lidelse, Influentze formodentlig, og Poula ligesaa, som hun er i Skole er hun hjemme, men hun og Agnes kommer saa rart ud af det sammen, og Agnes har en meget kjærlig og fornuftig Maade at rette hende paa, hun respegtterer [respekterer] Agnes; Poula er meget elskværdig. Theo var et Smut herinde for nogle Timer, hun fortalte at Thorkel vilde spise selv sin Øllebrød ellers vilde han ingen have han vilde med Bagen af Skeen daske i den saa det stod over Bordet, Theo sagde Du faaer Dask naar Du ikke vil lade Mama give Dig Øllebrødet" nu brølede han men vilde ikke lade hende give sig den, og nu fik han altsaa smekkene, og lod hende nu give sig Øllebrøden og nu tog han hende om Halsen kyssede hende og sagde "søde Mama be be, og Theo sagde, det har jeg ikke gjort, hun var jo noget stiv, jeg tror nok at hun vil opdrage sin Dræ[e]ng fornuftig hun er jo en fornuftig lille Kone og det har hendes Mand Skyld i han er saa fornuftig og kjærlig imod hende. Hun har jo mistet saa meget, thi for en Datter er det langt sværere at miste sin Moder, end det er for Sønnerne. Fru Hennings reiste iaftes, ledsaget af sin Mand til Prag for at optræde i Vildanden, hvor til hun fra Prag havde faaet Opfordring. Hun er da en af de prægtige Quinder som virker til Fædrelands Berømmelse. Blot hun ikke fryser inde, det har sneet her i 3 Dage, men vi have kun en let Frost hele Vinteren.
3. Jeg har indtet Nyt at fortelle, og Du og Vagn har vel neppe Tid at læse mere Tante Nanna var hos mig i Aftes, hun sagde at Jacob var meget søgt, og hun troede det var bedre for ham om han sagde Nei, til nogle af Indbydelserne. Det tror jeg ogsaa, thi vel er han Premierløitnant men han har meget at stude[re] for at blive en dø[y]gtig Ko[a]pitain. Vi Jacobsen har jo i Jacobsens Tid haft Landets og Hærens siste Militærer til Fest fordi Eders Grandpapa var Millitær med Liv og Sjæl og havde i 1848 og i 1864 studeret derer Manøvrer saa han til deres Forbavselse kunde tale med dem som han havde været selv tilstæ[e]de. Det var kun dem der havde udmærket sig, at Festen var for, det var overmaade høitidelig at gaae til bords med General Jonquieres efter 13 Musikanters Udførelse af Marilsien [Marseillaisen], og saa høre Jacobsens Taler til Dem, og deres til ham, det var vidunderlig, og stundom naar jeg nu gaar en Tur i Spisestuen er det mig en Glæde at opleve det Forgangne i Erindringen. Tak for dit Julebrev Du er meget vanskelig at læse, man faaer kun det.... det Øvrige maa tydes naar Du kommer hjem Du kjære Helge og dog bliver man saa lykkelig ved et Brev fra Dig