1888-12-25

Juledag
1888 Ny Carlsberg

Forrige Onsdag den 19^de December var Thorvald ude sin sædvanlige Tour og befandt sig vel i det milde Veir.
Saxtorph ^x) havde Intet at bemærke, han havde just sagt at det var glædeligt som han var bleven stærk og rask.
(^x) som regelmæssigt kom hver Onsdag enten der var nogen syg eller ikke).
Torsdag d 20^de skal han have været lidt upasselig og kom derfor ikke ud, men ingen lagde Mærke til eller tænkte paa noget særligt. Jeg vidste ikke at der var noget i veien. Slige smaa Upasseligheder høre til Dagens Orden
Fredag d. 21 ^de var han noget mindre vel og Ottilia og Barnepigen mente det var tænder, han stak fingrene i Munden og klagede sig.
Ogsaa dette hører jo til Dagens Orden og O og jeg vare til Middag og Aften hos min Moder uden Spor af Bekymring.
Løverdag d 22^de var han mere lidende i Hovedet, vi troede endnu stadig "for Tænder" og havde saaledes ingen Grund til at søge Læge.
Hen paa Aftenen meente Ottilia at det nok blev en Byld i Øret, saaledes som Erland

havde haft en tre Maaneder efter hans Fødsel.
Men ogsaa dette vidste hun jo at behandle, der var saaledes aldeles ingen Grund til Ængstelse.
Natten mellem Løverdag og Søndag begyndte han imidlertid at klage sig stærkt. Ottilia sagde da til mig at det nok var det bedste at faa Bud til Saxtorph Søndag Morgen.
Saxtorph kom Kl. 1. vi vare allerede da blevne lidt ængstelige.
Feberen var voldsom, men Saxtorph kunne ikke sige hvad det var. Vi troede paa Mæslinger som ikke vilde bryde ud, dette mindede sørgeligt om Erland. Hovedsmerterne mindede jo ogsaa om Beatrice, men da Pupillerne vare gode og Symptomerne ellers slet ikke lignede hendes Sygdom, nærede jeg ikke anden Frygt for Hjernen end den der absolut maatte paatrænge sig ved Erindringen om Beatrice.

Hun bar ham, som hun undertiden gjorde, ned til mig i mit Værelse for at jeg skulde sige Godnat til ham. "Baby siger Godnat" sagde Ottilia.

Det gjorde et nedtrykkende Indtryk paa mig at see ham; han saa meget daarlig ud og slaa slapt i hendes Arm.
En svag Anelse dog uden Frygt foer igjennem mig. Jeg tænkte udtrykkelig "jeg haaber at det ikke er sidste Gang at han bæres saadan ned til mig"
Det var den sidste Gang.

Fortsættelse

Søndag 23-12-1888
Jeg bad Saxtorph udtale sig, hvad han dog kun gjorde med største Forbehold. Paa mit udtrykkelige Sprgsmaal om det kunde være Hjernebetændelse, svarede han undvigende, at det behøvede man ikke at tro, han kunde ikke endnu see hvad det vilde blive.
Men hermed var Hjernebetændelsen ikke udelukket, men min Frygt derfor var dog ikke stor, da Tilstanden i det Hele var anderledes og bedre end Bea's.
At han vilde komme igjen om Aftenen var jo et Tegn paa at han ikke ansaa Sagen for saa ganske ubetydelig.
Nu i dag Juledag har han sagt mig at han strax saa at det rimeligviis var haabløst i det Hjernen var opsvulmet og en Hjernebetændelse efter al Beregning uundgaaelig.
Ottilia tabte Haabet men sagde ikke Noget til mig derom.

Om Aftenen havde vi Juletræ.
Stemningen var jo noget trykket, men dog ikke haabløs.
Den stærke Feber vedblev, men Saxtorph kunde endnu ikke sige noget bestemt og saa længe der ikke var udbrudt nogen Sygdom kunde man jo haabe det Bedste.

Mandag 24' December 1888
Om Natten var det Sovepulver han havde faaet hørt op at virke og han klagede sig meget stærkt.
Jeg kunde ikke holde ud at høre derpaa og lagde mig Kl. 2½ ned paa min Sopha.
Han fik et nyt Pulver som nu bragte ham til Ro og Ottilia fik saaledes ogsaa Hvile
Da Saxtorph kom om Morgenen var Barnet tilsyneladende meget flinkere klagede sig ikke - men stadig denne forfærdelige Feber.
Hovedet var roligt derimod var Brystet lidt trangen. Dette var et godt Tegn

Mandag 24^de Decb. 1888
Paa mit udtrykkelige Spørgsmaal om hvad der nu var at sige om Barnet, lod Saxtorph mig blive i Troen at der nu slet ikke mere kunde være Tale om Hjernen, men at det snarere var Brystet. Det behøvede jo ikke engang at være Lungebetændelse, mulig Bronchitis eller maaske blot Forkjølelsesfeber. Den voldsomme Feber 150 Slag Puls behøvede ikke være dræbende.
Jeg syntes dog ikke at Saxtorph Mine havde været saa tilfreds da han følte ham paa Brystet.
Saxtorph slog lidt paa at tage Reiss til Hjælp, han havde "tilfældig" truffet ham og talt med ham, men da det var Juleaften var det jo bedst at vente til næste Dag.
Jeg var i Dagens Løb ved godt Haab skjøndt den voldsomme Puls og det at Sygdommen ikke vilde bryde ud jo altid vakte nogen Betænkelighed.
Jeg blev derfor forbauset da jeg om

Aftenen efter Middagsbordet spurgte Ottilia hvad hun egentlig meente om hun troede at der var nogen stor Fare, og hun da svarede at hun ikke troede at han levede.
Da Saxtorph endnu om Aftenen ikke kunde sige at Sygdommen havde decideret sig blev vi enige om at han næste Morgen kom først alene, men at hvis det da ikke var bedre saa skulde han tage Reis[z] med

Juledag 1888
Natten gik ret roligt, og da Saxtorph kom tidligt om Morgenen var det lidt skreattende med Aandedrættet som Ottilia antog for Lungen og Saxtorph gik ligeledes ind paa den Betragtning.
Drengen var ret flink, nu kunde man dog haabe paa en god Udgang, den voldsomme Feber som stadig vedblev betød jo ikke noget absolut dødeligt.

Fortsættelse
Juledag 1888

Kl. 12 kom Ottilia glædestraalende og sagde at nu var han falden i en særdeles voldsom Sved. Dette var jo en stor Lykke. Wilhelmine havde næsten ikke kunnet sige det for Graad af Glæde.
Efter Frokost c. Kl. 1 gik Ottilia op; han sov og svedte fremdeles meget stærkt, hun satte sig da i sin Læsestol og faldt selv i Søvn.
Men Kl. lidt over 2 vaagnede hun ved at Drengen vaagnede og nu saa hun at Alt var afgjort.
Jeg var ikke gaaet op - det hastede jo ikke da han nu var paa saa god Vei til Fremgang - jeg sad i min Stue - da ringede det en Gang, stærkt to Gange - det var naturligviis ikke efter mig, men jeg gik doog op. Stuepigen mødte mig og sagde at Fruen kaldte paa mig.
Da jeg kom ind saae jeg Drengen ligge med det gule Skjær i Ansigtet og de halvbrustne Øine, ganske som Erland for ikke 1½ Aar siden.

Dødskampen var ikke særlig haard. Ikke særdeles stønnende, men kortaandet. Dette varede en halv Time. De brustne Øine og spændte Træk saa ikke smukt ud; men der var ikke Krampe, Fraade eller Sligt.
Paa det alleryderste bleve Øinene klare og aabnede sig ganske. Et Par A[a]ndedrag endnu og han var død uden Trækning eller Bevægelse. Kl. 2^3/4
Efter Døden havde Ansigtet det samme skjønne Udtryk som i Livet.
Han lignede ganske sig selv.

Kort efter kom Reis[z] og Saxtorph. Dødsaarsagen havde været Hjernebetændelse, en Vandsamling i Hjernen.
Mæslinger var der aldeles ikke Tale om og Lungebetændelse vilde ikke have gjort det saa pludseligt.
Vuggen med Liget blev strax baaret ned og sat foran Jerichaus Christus hoved i Ceressalen. Ottilia fulgte med, men

hun som dengang havde Paula i V maatte strax gaa op da hun befandt sig ilde. Om Aftenen fik hun den voldsomme Hjernerystelse, som syntes ogsaa at bringe hende Døden saa nær, at jeg ikke uden Grund maatte frygte at jeg skulde begrave to paa een Gang.
Thorvald blev bisat i Frue Kirke Fredag d. 28 Decb. Ottilia var kommen op men kunne ikke være med i Kirken.