1916-01-09

Paris d. 9 Janvier 1916

Kære Hr. Jacobsen.
Idet jeg takker for Deres Kort og Ønskerne for det nye År, samt for Indbetalingen af de 800 Kr i Handelsbanken, hvorfor lægges Kvittering, som efter Inspektør Poulsens Anmodning stiles til Ny Carlsbergfondet) tillader jeg mig paa det varmeste at gengælde disse Ønsker, idet jeg samtidig udtrykker min bedste Tak for den Interesse, De har vist den franske Kunst og min ringe Person i det forløbne , for mig saa hjemløse Aar.
A.P. Weis har vel allerede bragt Dem min Hilsen og

Fortalt Dem lidt om min Rejse, der takket være Regeringens Pas, forløb uden nogen som helst Ubehageligheder, og naar bortsees fra de Opfre som Neptun jo af og til i stormfuldt Vejr fordrer af os stakkels dødelige. Vi undgik da baade Miner og tyske Undervandsbaade; men Ventetiderne ved Landgangsstederne i England og Frankrig var rigtignok lange og fordrede et næsten guddommeligt Tålmod, som det holdt haardt at skaffe til veje. Vi rejste fra Hull til London sammen med engelske Marinesoldater som skulde til Salonika. Da de hørte at min Datter var fransk, talte de kun med Huen i Haanden til hende og sang til hendes Ære ”Marseill-

Aisen” paa Engelsk. Min Hustru og mig tog de for Belgiere og viste os stor og velment, ja rørende Velvilje. Indtrykket af London var som af en i Havet nedsunken Millionby, ja en fugtig taaget og grønligt belyst By hvor Mennesker og Ting antog en besynderlig, uvirkelig Karakter. Jeg traf heldigvis adskillige spanske, danske og belgiske Venner og fik gennem dem delsvis beroligende Nyheder fra andre i Belgien tilbageblevne Venner og bekjendte. Min gamle Ven Cyriel Buysse den berømte nederlandske Forfatter, som besøgte sin Søn, der studerer i London, fortalte mig at Tyskernes Raahed og Grusomhed mod Belgierne overgik Alt, hvad der var fremkommet i Aviserne og i Regeringens Beretninger. Det dejlige gamle Ypres er kun en Ruinhob – det ligner mest Kratere af udbrændte Vulkaner.

Hvad, der nok har været noget af det paa én Gang grusomste og mest heltemodige i Krigen, er Belgiernes Forsvar ved Yserkanalen, under Ventetiden, inden Franskmændene og Englænderne kom dem til Hjælp. Naturen selv maatte – gjennem Landets Sætten under Vand- komme med i Kampen mod Fjenden og over 200000 Tyskere rådner i belgisk Jord, uden derved at have bragt deres Landsmænd til Calais.
De kan tro, det var med Glæde at jeg gensaa Paris og nogle af mine Venner, hven Jul og Nytår lokkede hjem. Man siger Paris, som man i gamle Dage sagde Athen eller Bagdad. De kender jog Byen og vid, at i vor Levetid er der kun én By og at det er Paris. Og nu var den saare skøn i mild, forårsagtig Sol.
2.
Krigen har givet den en egen Alvor og en noget mørkere Tone, der kun oplives af de himmelblå Uniformer i Gaderne, disse Uniformer som Ferien altid viser ledsaget af ”la femme”. Efter de haarde Skyttegravs Dage hvor velfortjent er ikke det Pust af Elskov, som ingen skal undvære. Som altid er Mars Venus’ Ven, hvor gift hun end er med Vulkan, der halter. Vi andre civile kan pakke sammen, om da ikke i en mørk Aftentime en lille Stemme hvisker, at hun har ”de si beaux nichons”, som om ikke det var smukt på de elskværdige smaa Pariserinder! Hvad, der mest

betager én, er den Ro og Sejrsbevidsthed, man iagttager overalt. Det er Folket, det arbejdende Folk som har rejst sig mof Fjenden, selvfølgeligt naturligt som Mænd, der afbryder deres forskelligtartede Arbejde for at smide Fjenden ud. De har genfunden revolutionhærenes Mod og Uafhængighed overfor de Fremmede Voldsmænd og der er ingen Tvivl om, at Sejren vil blive deres. De har tusinde Gange fortjent den. Folkets Ro og Beslutsomhed har forbavset selv gamle Parisere som havde ladet sig saa meget fortælle om moderne Dekadence. Jeg har aldrig troet paa den, det ved De og jeg har derfor ikke været overrasket. Det eneste jeg,

som jeg af mit ganske Hjærte afskyr alt tysk Væsen, kunde tænke mig at befrygte, er den franske Nations altfor store Ædelmodighed. Overfor de Vilddyr, mekaniske gennem Aartiers opdrættede og organiserede Voldsmænd synes al anden Politik end Tilintetgørelsens fuldkomment Vanvid. Russerne og især Englænderne forekommer mig at dele denne Opfattelse og jeg tror nok, at det nu gaar op forEnglænderne, hvad det gælder. Englændene er jo Gudskelov ikke sentimentale. Paa Danskerne ser Franskmændene med deres ejendommelige Positivisme og medfødte Velvilje og tilgiver meget paa Grund af Landets Lidenhed og vanskelige Stilling, men Amerika forbavser. De bør dog langtfra alle gøres ansvar-

lige for Wilsons Politik. ”Det er mig ikke tilladt at sige Dem, hvad jeg mener om Wilsons”, sagde en amerikansk Forfatter forleden til mig, med en Foragt i Stemmen, der ligesaa tydeligt som Ord, udtrykte hans Mening.
Jeg skal med det allerførste skrive til Dem om de Kunstneriske Forhold og Udsigten til Nyerhvervelser for Glyptoteket. Jeg maa blot endnu tilføje, at jeg vilde være Dem meget forbunden for Tilsendelsen af de 5500 fr. for Gauguins Billede, da Blot gerne vil have sine Penge i disse vanskelige Tider. Såvidt jeg forstod Dem i Kbhvn var det ogsaa Deres Mening at betale det billede nu. Med venlig Hilsen til Hr. Weis, Zeuthen og Madsen er jeg, kære Hr. Jacobsen
Deres hengivne
Tyge Møller