Carl Jacobsen’s Correspondence Archive
1905-04-05
Sender
Carl Jacobsen
Recipient
Paula Jacobsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Onsdag Middag
26-4-5
Min kjære Paula
Nu ere vi komne til Kreta efter at have fulgt Reisens Program. I Søndags Paaskedag vare vi paa Melos og i Mandags paa Santorini. Hele denne Ø er et uhyre stort Krater, hvis Rand og Sider for et Par tusind Aar siden er sunket i Havet, saaledes at nu kun den ene Side i Form af en Halvmaane staare tilbage [her en stregtegning]
Af hele den anden Side er kun et par Øer tilbage. Paa dette halvmaaneformede Bjerg, som gjennemgaaende er et tusind Fod høit
ligge baade Ruinerne af den gamle By Thera, saaledes hed ogsaa hele Øen i Oldtiden, og de nuværende Byer. De throne deroppe og viser deres snehvide Huse i mod den blaa Himmel. Det er et deiligt Syn. Overhovedet er denne Ø noget af det skjønneste og eiendommeligste jeg har seet. Allevegne blive vi modtaget med den yderste Gjæstfrihed. Amtmand og Borgmester holde Taler (paa Græsk) til os og tractere os med alt muligt. Musikkorps spille naar vi komme og hele Befolkningen er paa Benene. Jeg gjør mig gode Venner med alle Damerne, jeg kysser Pattebørnene, det gjorde Mama altid, og kommer til dem ligesom en Missekat. Det kan Mødrene
godt lide og jeg gaar ud af Byen med Bevidstheden om at være en meget populær Person.
Menneskene hernede ere mærkværdig skjønne, jeg synes smukkere end i Italien baade Mænd Kvinder og Børn. Dit lille Hjerte vilde banke naar Du saa disse prægtige Officerer med store sorte Knebelsbarter, glimrende Skikkelser, kraftige og bøielige, siddende til Hest som om det var Dagmar Rump selv.
Heldigvis har jeg ikke noget Hjerte at tabe, ellers vilde jeg ufeilbarligt tabe det til den ene eller den anden af disse gracieuse unge Piger høie og slanke, allesammen, som vare de fødte Princesser. Jeg beundrer fremfor alt disse Menneskers Holdning. Der er ogsaa nogle meget nydelige tydske Damer
der see ud som danske. De see ud som det var Tjenestepiger for de Andre. Det er utroligt hvad Holdning giver Værdi til et Menneske.
Jeg har endnu ikke taget Bestemmelse om Tilbagereisen. Jeg vilde gjerne en Tour op i Thessalien og see den berømte Tempe[l]dal; men det vil bero paa om det ikke bliver for varmt naar vi komme tilbage til Athen.
Jeg haaber at i Alle have det godt; det sidste Brev jeg fik var det fra Grandmama af 9' April.
Hils Bertha, Grandmama, Theo, Edgar, Vagn, Jacobine Hesberg, Poulsen og Jensen.
Lev nu vel min kjære Datter sød og rar som Du er.
Din Papa
Den 4de Mai vil jeg - om Gud vil - sikkert være i Athen Hotel Grande Bretagne