Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1900-05-20

Afsender

Carl Jacobsen

Modtager

Vilhelm Dahlerup

Dokumentindhold

Carl Jacobsen takker Dahlerup for nogle nye tegninger til Bryggeriet. Han synes, at det kunne være sjovt med et par brølende elefanter på portbygningen på Ny Carlsbergvej, og han ville ønske, at man kunne få Rubens op af graven for at tegne dem.

Transskription

Ny Carlsberg
20-5-00

Kjære Hr Etatsraad
V. Dahlerup

1000 Tak for de tilsendte Tegninger; jeg maa dog sige at naar jeg har Valget imellem den tidligere Tegning af Spiret og den nye med Lanternen saa foretrækker jeg den ældre.
Buevinduet, og overhovedet Taarnfacaden synes jeg særdeles godt om som en Variation af Facaden til den vestre Side.
De har beholdt Stræbe-pillerne med Stræbebuerne ogsaa mod Øst.

Der er dog her den Vanskelighed at Taarnet staaer saa tæt op til Kleins Bryggerifacade at de to Bygninger gjensidig vilde trykke hinanden i Hjørnet.
Hvis vi udelader Stræbebuerne imod Øst saa bliver Taarnet mere fritstaaende paa Veien Bygningerne ville ikke trykke hinanden i Hjørnet og man vil naar man kommer gaaende op gjennem Dipylon see ind imellem Taarnet og Gjæringshuset og faae netop det

[utydelige ord] imellem Taarnet og Bryggeribygningen som man gjerne vil have.

[her tegning]

Saaledes som Pilene a. b. antyde
_
Det glæder mig meget at De synes om min Ide med Hovederne; jeg er ganske enig med Dem at Silhoueten vil blive interessantere derved, især med de fortræffelige Drauger, som

De [have tegnet].
Ja, vi maa lade een udføre og see den paa Stedet.
_
Jeg har tænkt paa om det ikke vilde være rigtigt - og morsomt at lade Elefanterne, som vende imod Øst brøle.

Naar man kommer op gjennem Dipylon og har disse to brølende Uhyrer imod sig maa man sikkert faa et ret ualmindeligt Indtryk af en Taarnpille - overraskende og morsom.
Mener De ikke !

Blot vi kunde faa P.P. Rubens op af Graven: han vilde kunde tegne os en skrækkelig brølende Elefant!

Deres hengivne
Carl Jacobsen

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
København

Kopibog. Carlsbergarkiv

Ny Carlsberg