1915-06-29

31 bis, rue Campagne 1^pre Paris 29 juni 1915.

Kjære Helge Jacobsen

Jeg har ikke paa lange Tider glædet mig som over det Brev, jeg fik fra Dig idag, og jeg følger den Skik, jeg har, naar det er muligt, at svare strax, brevet bliver da friskere og sandere.

Jeg forstaar bedre, end de fleste mennesker vil kunne, hvad Du siger, at Du føler, Du er kommen paa Din rette Hylde, og jeg er vis paa, at Du har Ret. Jeg ved, hvad det vil sige, at gaa saa længe og vente, til man finder det Kald, man har Evner for. Jeg gik selv, til jeg blev 24 Aar, inden jeg fandt den vei, jeg skulde gaa, og jeg gik endnu 10 Aar, inden jeg slog igjennem. Du ved maaske ikke, at vi to i vor Barndom og Ungdom har prøvet den samme Tunge Skjæbne. Paa skolen og senere paa Universitetet kunde jeg slet ikke finde mig tilrette med grammatik og matematik og alle disse masser af sager, som de fleste kunne klare som en mis saa blev jeg anset som en Halvidiot, som aldrig kunde blive til nogen Ting. Jeg saa jo, at Du i Din Barndom maatte prøve det samme. Jeg vidste godt, at Du, naar Du blev en mand, vilde kaste alt dette af Dig, og jeg har saa mange, mange gange sagt det til Din Far. Menneskene har saa vanskeligt for at forstaa, at ofte de bedst begavede er langsommere i sin Udvikling end Folk flest. Det værste er, at vi selv Taber noget af vor Tro til os selv.

De siger, at Du har vanskeligt for at skrive og tror, at Du udtrykker Dig kluntet. Tro ikke det mere. Det er et ganske udmærket Brev, Du har glædet mig med, skrevet med stor Finfølelse og Stil, der er meget faa mennesker, som uden Fraser kan vise sin Ærefrygt for sin "Tempelgjerning" som Du kan i Dit Brev. Jeg ved nu med Klarhed, at Glyptotekets Skjæbne ligger i de rette Hænder.

Saa snart Krigen er forbi, vil jeg komme til Kjøbenhavn sammen med min Kone og glæder mig til at se Dig og til at finde mine Arbeider godt opstillede.

Min egen Portrætstatue er nu færdig. Skal jeg Tro, hvad alle siger, er det blevet et af mine aller betydeligste Arbeider. I Bronze kan jeg jo ikke faa den støbt nu, her bruges Bronzen til Kanoner eller lignende, og Kunsten faar vente, saa længe denne frygtelige Kamp staar for Menneskenes Frihed og Civilisation - og for Frankrig. I deroppe saa lang borte kan ikke rigtig gjøre Eder noget Begreb, hvad vi føler her saa nær ved den gigantiske Kamp i vor Nærhed. Men dette vil jeg ikke skrive videre om, jeg skylder det Land, jeg nyder Gjæstfrihed i, at vise den yderste Discretion... Naa saa det var O, som stod bag det med min Statue. Jeg skal tie stil[le] om både dette og om alt, hvad Du nogensinde betror mig, vær altid Tryg overfor mig. Tror forresten, at denne lille Statue (i nøiagtig legemstørrelse) vil komme til at staa overordenlig interessant mellem alle de andre Arbeider jeg har gjort. Mindre monumentalt, men mere personligt. - "natten" er under Arbeide i Marmor, den vil tage lang Tid, da jeg agter at gjennemføre den i materiale efter Natur. Desværre haster det vel næppe, under Krigen kan der jo ikke være Tale om at sende den hjem. Som Du ser, er jeg flittig og arbeider videre saa urolige Tider

det ogsaa er. Jeg er vist en af de faa Kunstnere her, som kan arbeide alvorligt nu. Alle tænker paa krigen, og den Seneste Kunst, jeg har set, har ikke været god. Jeg er spændt paa, hvad der vil komme, naar Freden kommer. Efter 1870 kom der her i Frankrig en storartet Blomstringstid. Din Far har jo forstaaet at samle næsten alle de bedste Skulpturer fra den Tid. Jeg skal, hvis Du vil, skrive Dig til om hvad der kan komme af Betydning i min Kunstart, som jeg ofte skrev til Din Far. Skulde jeg stille ….

Jeg blev afbrudt i mit Brev, og nu kan jeg ikke finde traaden igjen, saa vil jeg da ende med en venlig Hilsen til Dig og Dine Sødskende fra mig og min Kone.

Din Hengivne
Stephan Sinding