Carl Jacobsens Brevarkiv
1918-07-09
Afsender
Frederik Poulsen
Modtager
Helge Jacobsen
Dokumentindhold
Frederik Poulsen skriver at "Statue-sagen i Paris er i god udvikling". Det drejer sig om ynglingestatuen fra Epidauros I.N. 2645, der kom til København fra Paris via Schweiz. Han videresender et par breve bl.a. ét fra Strzygowski med tilbud om at holde foredrag i Glyptoteket.
Transskription
9 Juli 1918
Kære Hr Direktør Jacobsen
Vedlagte Telegram fra Chargé Engelsted viser, at Statue-sagen i Paris er i god Udvikling; jeg har besvaret det med to Telegrammer, et til Consulat danois i Zürich, et til Engelsted i Paris. I næste Omgang gælder det saa om at faa Figuren hjem fra Svejts.
Vil De venligst opbevare Telegrammet og vedlagte Brev fra Statens Kulfordelingsudvalg, indtil jeg kommer tilbage (jeg ser ind Lørdagen d. 20de Eftm. ca. 2-3?). Ogsaa Strzygowskis Brev lader jeg Dem opbevare. Det sætter mig i nogen Forlegenhed. Strzygowski er ganske vist østrigsk Polak, ikke Tysker, og han er politisk ...
og Socialdemokrat. Dertil kommer, at han er en fortrinlig Taler og den fineste Kender i Nutiden af oldkristelig Kunst. Mener De - og Fondets Direktion at vi med Henblik herpaa kunne bede ham holde 2 à 3 Foredrag i Festsalen i Slutningen af September eller ved d. 8 Oktober? Vi er jo alliance venlige, og det ser vel dog lidt for paafaldende ud. Synes De ikke, jeg skulde skrive et Par Ord til Strzygowski, at nu i Ferietiden kan jeg ikke faa Forslaget forelagt Direktionen, men det skal ske før Midten af August og foreløbigt takker vi for det elskværdige Tilbud? Lad mig pr. Brevkort høre Deres Mening herned.
Her har været hundekoldt, men i Gaar Eftermiddags og i Dag er her varmt og godt. Dejligt fredeligt! Og jeg mærker dog, at jeg har været træt af den sidste Tids forcerede Arbejde.
Med venlig Hilsen
Deres hengivne
Frederik Poulsen
Omtalte genstande