Carl Jacobsens Brevarkiv
1888-05-04
Afsender
Laurits Tuxen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Tuxen vil komme til Købehavn i anledning af sine forældres guldbryllup, og han glæder sig til at se Carl Jacobsens storværk : den franske udstilling. Han skriver endvidere i brevet, at han snart vil rejse til Windsor for at lægge sidste hånd på et maleriet Dronning Victoria af Storbritannien omgivet af sin familie i The Green Drawing Room på Windsor Castle.
Transskription
69 Bd St Jacques
Paris d: 4 Maj 1888
Kjære Hr Jacobsen!
Idag var, som De ved, den Vexel, de sendte mig betalbar, og jeg afgjorte derfor paa Deres Vegne Sagerne angaaende Goupils Auction. Vedlagt sender jeg Dem Regningen. De ser at der er opført en lille Post, som angaaer mig, og som jeg har
fradraget. Heraf ser De at Vexlen lød paa fr. 8.65 mere end der skulde betales. De var saa venlig at spørge om hvorvidt der havde været Extraudgifter. Jeg saa i den Anledning min Regnskabsbog igjennem, og fandt at der i alt var opført for Kjørsel, Tellegrammer, Stempel paa Vexlen etc. angaaende den franske Kunstudstilling fr. 58.45 Naar herfra trækkes ovennævnte 8.65 staar jeg i Udlæg for ialt 49.80 fr. Emballagen har jeg, som jeg sidst
skrev, betroet til Mr Autin Ainé, og jeg haaber at Gjenstandene snarligt maa komme Dem velbeholdne ihænde. De nævnte Udlæg kunne vi jo altid afgjøre naar jeg til Sommer kommer til Kjøbenhavn.
Da mine Forældre kunne fejre Deres Guldbryllup d. 14de Juli kommer jeg selvfølgelig hjem i den Anledning. Jeg glæder mig meget til at se Deres Storværk, den franske Udstilling, der efter Katalogen at dømme ser højst lovende ud. Jeg blev af
Deres Brev behageligt overrasket ved at se at Deres Hustrues Portrait var paa Vej til den nordiske Udstilling. Jeg havde ikke benyttet mig af Deres venlige Tilbud til at anmelde det, da jeg troede det var malet før den givne Tidsfrist.
Jeg haaber at Deres Hustrues Helbredelse maa være i god Fremgang, og jeg beder Dem overbringe vore hjerteligste Hilsner.
Deres hengivne
L Tuxen
[på langs af papiret]
Om 8 à 10 Dage rejser jeg sandsynligvis til Windsor med mit Billede for at lægge allersidste Haand derpaa.