1874-03-18

Onsdag eller Torsdag 18-19 Marts
1874 [påskrevet med blyant af Carl Jacobsen]

Kjære Hr Jacobsen
De veed ikke hvor godt deres kjære brev gjor mig. Tusind tak fordi de vil komme paa Søndag. De kan troe det er haardt for mig, thi jeg er quinde, rettere sagt et barn endnu og kan endnu mindre skjule mine følelser. Jeg er dem saa taknemmelig fordi de ikke troer at jeg er en hjerteløs coquette, det er jeg ikke. Jeg maa ogsaa tilstaae at i de sidste sex, otte maaneders tid, har jeg lært at holde maaske for meget af dem, for min sindsro, men siden jeg har fundet hvormeget der fordres af Kjærlighed (ikke hvad Verden kalder Kjærlighed) men den som jeg troer De vilde ønske, og som jeg vilde fordrer af mig selv, har jeg frygted for at mine følelser til dem var ikke stærk nok. Jeg skulde maaskee ikke hav talt om Deres stilling i livet, men jeg hører saa megen tale om lykke foruden Kjærlighed at jeg har altid tænkt at en mand maatte føle sig skuffet i sit valg, hvis hun havde først betænkt om hun havde en god eller daarlig stilling

i Verden. Jeg er saa glad over at de kan forstaae mig. Jeg forsikker Dem at det er forfærdeligt at føle sig saa frygtelig ene. Der er ingen her hjemme som jeg kan tænke høit med, og især i den senere tid, men jeg viste at jeg maatte gjøre min pligt, og tale sandhed.
I mine Øine er der ikke noget skjønnere en et ægteskab, hvor alt er Kjærlighed og hvor der er complet fortrolighed imellem mand og kone. Jeg er ogsaa saa taknemmelig for at de vil endnu holde af mig.
De har ofte forskrækket mig naar de har talt om andre piger og hvad de fordret af en dame og nu de som er saa klog og kan tale om alt muligt, og jeg stakkel som staar saa lavt under dem, og har Vilien dog til at blive klog og vide meget.
Jeg ønsker jeg havde lige saa meget religion som de, men det synes som om alt er saa mørkt og trist i min sjæl og jeg kan ikke finde hvile i noget. Jeg har

altid den følelse som om jeg havde forspildt mit liv. Jeg har aldrig dog jeg snart er tyve aar gammel været til det mindste smule gavn eller glæde. Mine synder staar mellem Gud og mig og mine bønner er saa kolde "Hvad er min pligt" er stedse mit spørgsmaal til mig selv og stadig svarer jeg "Jeg veed det ikke". Alt er saa tomt, jeg kan ikke tale med hverken Fader eller Moder. Ingie forstaar mig slet ikke og andre vil jeg nødig plage med mine egen bekymringer, men jeg vil saa gerne være en god soldat for der er plads nok til at øve mig. Moder kalder mig egensindig, er jeg det ? kjender de mine feil? man er i reglen altid seet fra de bedste sider naar der er fremmede til stede. Jeg ønsker jeg kunde see dem før Søndag men maaske er det bedre ikke. Kom endelig Endnu engang tak for deres brev Dette er skrevet lige fra hjertet uden at være det mindste overlagt. Jeg kan ikke sige Farvel, det er det værste Ord i Verden

Ottilie