Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1918-07-12

Afsender

Asta Møller

Modtager

Helge Jacobsen

Dokumentindhold

Asta Møller tilbyder HJ et ægyptisk 'cynocephale' og træskulpturer af Gauguin. Endvidere tilbyder hun, at sende HJ kataloget til Degas auktion.

Transskription

Avenue de la Motte Picquet 6
Den 12 juli 1918

Hr Helge Jacobsen
Tak for deres elskværdige Brev fra den 11 juni - - hvori De meddeler, at De har modtaget photografierne af Gauguins træskulpturer. Jeg haaber, at De nu ogsaa har modtaget mit brev angaaende disse sculpturer. det var afsendt den c. 24. eller 25 maj. Hvis brevet er gaaet tabt, vil jeg i dette

blot meddele at prisen for de to statuer er 18.000 fr og at de sælges kun sammen. Maaske vil det være muligt at faa dem lidt billigere, jeg kan altid forsøge, hvis De finder prisen for høj. De er meget morsomme begge to Père Paillard især - materien er efter hvad jeg husker, som mørk medalje bronze smuk i sin patine, dyb.
Men denne gang har jeg noget meget interessant at vise Dem nemlig medfølgende "Cynocephale" som jeg har staaende her i min stue og som

fryder mit øje med sit uhyre levende udtryk og sin dejlige patine. Jeg har fundet den hos en mand der var i stor pengeforlegenhed. Den kommer fra Kife nær ved Karnak og er bevaret i den mest udmærkede tilstand. Den er i sort granit "manchete de blanc" - men jeg vil hellere kalde det lyserødgullige stænk der giver den en varm og dyb patine - man har lyst til at stryge haanden hen over den hele tiden. Prisen er 7000 francs (syv tusind)-, efter mine begreber er det et godt fund og ikke dyrt. Den er 30 cm høj.

Jeg har igennem vor gode ven Charles Madvig, der er en svoger til Hr Beni Dessau vist den til archeologen Mr Perdrizet. Han fandt den aldeles udmærket og erklærede straks "ca, c'est une bonne chose" Jeg vil gerne bede Dem sende et telegram hvis den interesserer Dem.
De tre andre medfølgende photografier er : "en écuelle[??] de Gauguin" keramik sort med enkelte emalje...

den er smuk, der forlanges 500 francs, og de to andre er af en vase i Terracottafarvet keramik - jeg finder ikke farven dyb nok relieffet er ganske morsomt - der forlanges for den 600 fr. I brevet fra den 24 maj havde jeg indlagt et elskværdigt brev fra Mr. Montfried der er i syden under krigen - og som gærne efter krigen vil vise mig sin samling.
Efter modtagelsen af Hr Fr Paulsens telegram - der beder mig henvende

mig til Mr Chenue for at expedere de to trærelieffer af Gauguin var jeg henne i rue de la Terase for at ordne sagen. De bad mig gøre en skriftlig henvendelse - hvilket jeg gjorde - Efter at have ventet en uge paa svar begav jeg mig igen til la maison Chenue og var denne gang saa heldig at træffe selve manden der efter en forfærdelig masse forklaring om hvor umuligt det

var at expedere noget - endelig lovede mig at lade de to "bois" hente hos Mr Daulhan - lade dem emballere og sørge for assurancen og afsendelsen, "hvis det var muligt", han fik min adresse og lovede at lade mig vide hvis der kom noget i vejen for afsendelsen. Assurancen kommer til at afhænge af hvilket skib (og af hvilken last skibet har) det bliver sendt med. Naa nu tror jeg at jeg har omtalt alt hvad der var at bemærke. Jeg skal se om jeg hos Durand Ruel kan faa et katalog

fra Degas salg til Dem, hvis ikke skal det være mig en glæde at sende Dem mit exemplar. Købmændene eller rettere kunsthandlerne har købt op i store partier ved Degas salg - og har straks "triplés les prix.
Jeg ved ikke - jeg husker ikke om jeg i forrige brev bad dem meddele Hr. Andreas Weis at Luxembourg har accepteret et billede "salbillede" af Schönheyder Möller som min mand havde testamenteret til museet.
Med venlig hilsen
Deres forbundne
Asta Möller.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Paris
København

Glyptotekets arkiv