Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1903-01-20

Afsender

Vagn Jacobsen

Dokumentindhold

Vagn er tilbage i Skotland efter juleferien i Danmark. Han har tilsyneladende fået formaninger af sin far. Han anbefaler Theodora ikke at gå så meget på visit.

Transskription

20-1-03

Kære Theodora.
Nu er vi altsaa vendte tilbage til Arbejde og Nøjsomhed. Jeg glæder mig over Arbejdet - men skam ikke over Nøjsomheden - naa vi maa jo bide i det sure Æble og i de tunge Buddinger!
Opholdet hjemme har været mig til Nytte og Glæde - det Skete har været mig en Spore til mere Flid og Alvor, thi ved Hjemkomsten fik jeg nogle "blow up" som har virket gavnligt - selvom det altid er ubehageligt at maatte indrømme

sin Uvidenhed paa Punkter hvor man skulle have Viden og Kundskab. Jeg skriver en udførlig Rapport angaaende Maltningen lige indtil Mæskekarret. Det vil tage en god Maanedstid at gøre det men saa haaber jeg ogsaa at Papa vil være tilfreds med mit Arbejde og se at jeg har taget Sløven [Sleven] i den anden Haand. Jeg tror at Du skal være forsigtig med dine lange Besøg hist og her, for det kan se ud som om Du brød Dig Fanden om Dit Hjem og Barn, hvad Du dog næppe gør - men hvorfor saa udsætte sig for at give Skin deraf. Gamle Mary blev vældig glad for de Ting vi bragte over til hende fra Granni og Agnes.

Det var mig en Glæde at se Ungen - Pardon, Din Søn, mente jeg. Han er en glimrende Dreng - han ligner sin Fader! Jeg haaber at Ellen har det godt, det er en evig Tid siden jeg saa hende. Skal hun ikke snart forloves? Sig til hende at hun venter forgæves efter mig! Er det den 27de at Ida Johanne og PT skal forenes til eet Kjød og Blod - og hvad er Deres Adresse og hvor skal Brylluppet staa; svar mig strax paa det, da jeg vil sende et Telegram eller eventuelt skrive. Urquhart havde en dejlig Tur til Gibraltar, Marokko Canariske Øer + Madeira. Han er glad og syg nu, han kan ikke taale dette kolde Vejr. Paa Torsdag skal vi se Edna May - Du kender hende vist - hun er en sød Pige og en køn dito. Nu faar Du ikke mere, da edgar ogsaa skal have lidt. Jeg tegner mig med
venskabelig Agtelse
Vagn
Direktør, Brygger in spe

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Edinburgh
København

Carlsberg Arkiv