Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1889-12-29

Afsender

Julius Løytved

Modtager

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Løytved er ked af at høre om Carl Jacobsens søn Alfs sygdom. Han er tilfreds med at høre, at de to hoveder, han har sendt, er godt modtaget, og han venter på at høre mere om de andre stykker.. Løytveds ærinde i Constantinopel er mislykket, og han venter nu kun på rejse hjem til Syrien.

Transskription

Constantinopel 29 December 1889
Hotel Impérial.

Min Kjære Hr Jacobsen

Det gjorde mig meget ondt i Deres sidste Brev at see at Deres Søn Alf laa saa meget syg, da jeg intet mere har hørt derom, haaber jeg at Vorherre har ladet Dem beholde ham.
Hvilken Smærte er det ikke for Forældre, at see Barnet paa Sygeleiet. Og hvor mange bedrøvede Time maae ikke gjennemgaaes ved et sygt Barns Leie; kun Herren alene kan her give Kraft til at bære Smærten og Sorgen. - Jeg beder Dem og Deres Hustru at være overbeviist om Vor Sympathie.

Det Glæder mig at see i Deres Brev, at de 2 første Hoveder er kommen godt hjem, og at De er tilfredse med dem, sagte jeg Dem ikke at det store Stykke er et Pragtstykke, og De, som ikke vilde have det. -

Nu haaber jeg ogsaa, at Attys-Stykket er kommen hjem, da jeg jo ikke har seet det, skulde det Glæde mig meget at høre hvorledes De er tilfreds med det. -

Hovederne N° 1, 2, og det Byzantinske med Jenny Lind Lokker, sendte jeg bort sidste Uge, til den Danske Consul Fölsch von Fels i Marseille, som jeg har bedt om at sende dem videre til Dem, de ere i 2 Kasser. -

Nu troer jeg ikke her er mere at finde. Jeg har for et Par Dage siden kjøbt for 400 francs en smuk og intact Bronzehjælm, fra Alexander den Stores Tid. - som er meget sjældent, men da jeg antog.
De ikke bryder Dem derom, har jeg kjøbt den for Museet, som jeg haaber vil være tilfreds dermed, og jeg haaber, at Hr Etatsraad Müller billiger mit Kjøb. -

Min Mission her er fuldstændig stranded, omendskjøndt vi er fuldkommen i Ret, men jeg har tabt Toldmodigheden, og jeg haaber vort Selskab tillader mig at afreise. - Dog vil jeg først Afhente min Hustru og Thyra i Gütersloh, og da reise til Stuttgart og derfra over Italien og Egypten hjem til Syrien. - Min Afreise skal jeg meddele Dem. -

Ved at gjennemgaae mine Udgifter her, finder jeg at jeg har udgivet, for Telegrammer til Dem, og til London, Touren til Scutari for Attys Busten og Drikkepenge, omtrent 145 francs, hvorfor jeg beder Dem godhedsfuld at sende mig en Cheque. -

Med mange hjærtelige Lykønskninger til et Glædelig Ny Aar til Dem og Deres Familie, forbliver jeg

Deres Ærbødige og hengivne
Julius Løytved

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Konstantinopel
København

Glyptotekets arkiv. Korrespondance vedr. antik kunst, Julius Løytved 1883-1895

Palmyra