Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1885-10-06

Afsender

Carl Jacobsen

Modtager

Julius Løytved

Dokumentindhold

CJ beklager sig over forholdene i Danmark : "Vi leve iøvrigt en sørgelig Tid i Danmark, nu Demagogi, Socialisme, Anarchi, Raahed, overhovedet alt, hvad der er Slet, skyder i Veiret og breder sig."

Transskription

6. - 10. - 85.
Kjære Hr. Løytved.
Tyrken kom da hertil, og Sagen med Sarcophagen blev ham forebragt. Han svarede, at der maatte udfærdiges to Skrivelser, den ene en Ansøgning fra Kjøbenhavns "Lord Mayor" og den anden fra Cultusministeriet.
Det lykkedes mig at faae begge Skrivelser istand og overleverede til ham, førend han reiste. Manden hed Suleimon Pascha.
Nu kan jeg altsaa ikke gjøre mere - jeg haaber, at De nu kan smede, imedens Jernet er varmt.
Vil De ikke give mig en samlet Opgivelse af, hvormeget jeg efterhaanden er kommen til at skylde Dem, at jeg strax kan sende Dem Beløbet.
Vi leve iøvrigt en sørgelig Tid i Danmark, nu Demagogi, Socialisme, Anarchi, Raahed, overhovedet alt, hvad der er Slet, skyder i Veiret og breder sig.
Hvor alt dette skal ende er en Gaade - den Trøst, at Alt staaer i Guds Haand, gjælder vel her som altid - men Herrens Haand er tit en Straffehaand - og det er ikke glædeligt at see frem til.
Et værre Vrængbillede af et Folk findes næppe, end det danske - jeg er ikke langt fra at ønske, at jeg hørte til en anden Nation! Imidlertid gjælder det om at gjøre sin egen Gjerning saa godt som muligt og saa lade de Andre kives.
Mine venligste Hilsner til Deres elskværdige Frue - jeg haaber, at disse Linier maa træffe baade Dem og hende i bedste Velgaaende.

Deres hengivne
Carl Jacobsen.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
Beirut

Glyptotekets arkiv. Carl Jacobsens kopibøger bd. 2, feb. 1885 - juli 1887.