Carl Jacobsens Brevarkiv
1902-08-09
Afsender
Vagn Jacobsen
Modtager
Theodora Jacobsen
Dokumentindhold
Vagn skriver om opholdet i Skotland. Det er Edward VII's kroningsdag. Vagn og Helge har været med familien Urquhart i Melrose Abbey og også besøgt Walter Scott's hjem.
Transskription
Miss Jones Palmerstons Villa 9-8-02
Eskbank. Scotland [tilføjet med blyant] Vagn 18 år)
Kære Theo
Vær nu ikke altfor rimelig vred over min urimelige Tavshed; men jeg har ikke haft TTid før, thi naar jeg skriver til dig skal det jo være godt - naa, naar alt kommer til alt, saa har Du forresten heller ikke overanstrængt dig med at skrive Breve til os.
At vi har det godt, har Du vel hørt fra saa mange Kanter, at det ikke vil more Dig længere; derfor ikke mere om det. Byen her er gyselig kedelig; men idag er den i Feststemning paa Grund af Kroningen. Her er et stort Optog af alle Byens Spidser dvs Arbejderne, dog
er der Musik i Fronden; Hornmusik forstaar Du; de gør deres bedste, men falskt er det alligevel, derefter følger "Folket" v Optog med store Faner - Fanerne bestaar af store Gulvtæpper, som de mest velhavende Familier har laant ud i DagensAnledning. Paa disse Tæpper ses store Hunde Side om Side med Katte rimeligvis som Symbol paa Familielivet; stor Sensation vækker et Lam trukket af to Æsler med blaa Sløjfer om Halsen- vild Begejstring en Mand klædt i alle Regnbuens Farver til Hest osv. osv. Folket jubler og glæder sig - nogle der har søgt at tæmme deres Glæde en lille Smule ved at slaa lidt koldt Vand i Maven med lidt Whiski
har kun opnaaet at blive fulde og - mere glade.
I aften skal her være stort Fyrværkeri!!
For nogle Dage siden var vi med Urquharts i Melrose. Vi saa M. Abby det bedst bevarede i Scotland af alle Ruinerne i den Branshe. Det er bygget i gothisk Stil og virkelig ogsaa meget kønt - fortryder ingenlunde at have været der.
Desuden saa vi Walter Scotts' Hus. Det var ogsaa interessant at se hans Arbejdsværelse, Vaabenværelse, Spisestue, Dagligstue osv. En henrivende Lugt af gamle Bøger slog En i Møde
naar En traadte ind i hans Arbejdsværelse, mange dejlige Bøger var der - og hans Stol var saa magelig at sidde i, at den vakte Helges misundelse. I Vaabenværelset vistes der os et Skarpretter sværd, desuden et Par Pistoler der havde været med i Slaget ved Waterloo og de skal have tilhørt Napoleon, hvilket jeg sætter et ? ved. Det var en morsom og interessant Dag, men hundekold og så regnede det. Nu til Slut en venlig Hilsen til Dig, Edgar, Mama, Papa, Paula, Bai, Bedstemor, Grethe, Thorkild, Ras, Vandet, Stranden, til det hele, til Livet!
Din Broder Vagn