Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1886-04-24

Afsender

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Carl Jacobsen takker for at have fået tilladelse til at afforme Jerichaus gruppe af Adam og Eva. Han tilbyder endvidere at bytte afstøbninger af Caligula og Brutus d. Ældre i Glyptoteket med busterne af Schiller, Thorvaldsen og Wagner (modelleret af Freund), der befinder sig på Udstillingsbygningens loft.

Transskription

24 4 6

Hr Etatsraad Meldahl
Idet jeg meget takker Academiet for dets Imødekommenhed at tillade mig at tage Form over de nævnte Kunstværker skal jeg tillade mig at meddele at jeg har henvendt mig til Hr C F Nielsen som vistnok maa ansees for at være den samvittighedsfuldste af de herværende Gibsere.
Det kan vel betragtes som en Selvfølge at han ikke kan staa og gibse med sin Gibs i det Locale hvor Gruppen staaer og hvor Publicum passerer forbi; da han tillige ved at udføre Arbeidet i Mag hjemme hos sig selv kan gjøre det 200 Kroner billigere

(jeg skal betale 600 Kr naar det gjøres hjemme men 800 hvis det skulde gjøres paa Stedet i Academiet) saa haaber jeg at De vil tillade ham at flytte Gruppen hjem til sig selv medens Arbeidet staae paa.
Der er foreløbig kun Tale om Formning af Adam og Eva, da jeg haabe at have Sergells Faun fra Sverrig og Victoria fra Berlin.
Paa Academiets Pulterkammer paa Tagloftet af Udstillingsbygningen henligge iblandt andre Sager
1) en Buste af Schiller
2) en do af Thorvaldsen
3) en Buste af Wagner modelleret af Freund

samt 4) en noget ituslagen Gruppe Amor og Psyche efter Sergell.
Jeg tillader mig at anmode det høie Academi om at overlade mig de 3 Buster og muligen ogsaa Amor og Psyche til Glyptotheket, hvor disse Gjenstande nærmest høre hjemme.
Jeg tilbyder at give i Bytte for Busterne de i Glyptotheket opstillede Afstøbninger af de antike Buster Caligula og Brutus d. Ældre.

I stedet for Adam og Psyche kunde maaske nærmere Aftale finde Sted angaaende et Bytte.

Desuden tillader jeg mig at henstille til Etatsraaden Overveielse i Deres Egenskab af Medlem af Bestyrelsen

for Frdborg Slot, følgende:
Tænker man paa at opstille paa Frederiksborg Slot Portraitbuster af følgende Personer: Wiedewelt, Carstens, Zoëga, Brøndsted ?
Hvis Bestyrelsen tænkte paa at lade udføre Buster af en eller flere af disse Personer, saa vilde jeg tilbyde at udrede en Deel af Udgifter[ne] efter nærmere Aftale, idet jeg kunde ønske at besidde Buster af disse mænd til Glyptotheket.
I Haab om ved Leilighed at modtage behagl. Svar er jeg

Deres hengivne
Carl Jacobsen

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
København

CJ kopibog i NCG