Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1920-08-26

Afsender

Kai Nielsen

Modtager

Lauritz Zeuthen

Dokumentindhold

Kai Nielsen giver en status fra sit sygeleje på St. Lukas Stiftelse.

Transskription

St. Lucas Stiftelse.

Kære Hr. Overretssagfører Zeuten

Ja! Her ligger jeg igen og har ligget en halv Snes Dage.
Jeg vilde have skrevet til Dem før, men en kraftig Blodmangel forbød det.
Jeg er helt nede paa 50%

Det er nu lidt sølle, naar man har en nogenlunde - Id at man saa skal trække rundt med en saa læk Krop at man bogstavelig talt ikke kan holde sammen mere end eet Aar af Gangen.
Det er et gammelt Tolvfingertarms Saar, erhvervet i den første Tid man gik her i København og smaa og storsultede der stadig springer op og lidt for ugenert spiller væk af Kræfterne. Er oppereret en gang, men Operationen var lidt for lidt radikal. Skal nu afvente normal Tilstand igen saa skulde de faa Lov at pille den - "gamle Adam" af Kødet for uigenkaldelig sidste Gang og saa skulde jeg derved blive hel aalright.
Det er jo en stor Trøst, men den strækker sig jo desværre over to Sygelejer og Arbejdsstandsninger.

Forøvrigt ser jeg lyst paa det Hele. Jeg har saa mange Ting jeg skal have gjort.(Uh! saa mange og saa --- gode:) (Haaber jeg)) at jeg ikke tror paa at det kan gaa galt disse to Gange heller og jeg skulle gaa hen at krepere men det bremser jo med Hensyn til Farten og Tiden.
Kære Hr. Zeuten, naar jeg skriver til Dem var det fordi at jeg synes De burde vide hvorledes Glypthotekets - "Leverandør" be

fandt sig og saa fordi jeg desværre endnu ikke er kommet ind i nogen rigtig Forbindelse der kan føre til et Monument for B. J. Jeg vilde saa Pokkers gerne kunne klare et saadant moderne Monument og hale det udover den alm. banale Form. Det gjorde ikke noget om det byggedes over en banal Læst naar bare Figurene blev mine egne. Jeg gik i min Kvide op til Karl Madsen og overstrømmende og ufortjent elskværdig som altid overfor mig prøvede

han paa at hjælpe mig til Rette. Jeg fik ogsaa et Tilskud men jeg mangler endnu at have faaet "Traaden" i Hænde. Den der ligesom en Kabale faar det Hele til at gaa op. Det var min Hensigt naar De kom hjem at søge Dem. Jeg kender jo egentlig saa lidt til B. J. og jeg haabede paa at faa lidt Bistand hos Dem ogsaa. Denne Blødning har forhindret dette og det kan jo gerne være at min aandelige Uformuenhed overfor Opgaven ikke saa lidt skyldes

Anæmi. Jeg har nok smaablødt den ganske Sommer. De ankerske Marmorforretninger har ikke været hel heldige med at skaffe Sten eller rettere Skibslejlighed for Stenen er i Orden. Jeg slaas med dem stadig og nu mener de at de dog har den hernede om 1 Maanedstid. Den lille Pige med "Æblet" er færdig og skal jo snart til Norge. Skulde De have Lyst til at se den har jeg en Mand gaaende derude, saa det er nemt ordnet.
De andre Klaveness Ting er nu næsten færdigstøbte i Broncen og dem vilde det især glæde mig at - "vise" Dem ude hos Støberen.
Deres hengivne -
Kai Nielsen.

Udskrift:
Hr. Overretssagfører L. Zeuten.
Nørregade 6.
K.

Afsender
Kai Nielsen St. Lucas Stiftelse
Nørreallé
N

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
København

Ny Carlsbergfondets arkiv

sygdom