Menu

Carl Jacobsens Brevarkiv

1903-10-03

Afsender

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

CJ skriver om postgangen til USA og om spiring af Byg.

Transskription

Løverdag Aften
3-10-3

Min kjære Helge
Tak for Dit Brev af 20de Sept skrevet om Søndagen paa Skibet. Det glæder mig at Eders overreise ikke har været værre. Naar den nu er vel overstaaet er det jo ret interessant for eder at I have seet og følt de store Atlanterhavs bølger og at I have oplevet en Fart over Havet saaledes som I have haft den.
Jeg fik Brevet igaar den 2 Oct. Det har saaledes været underveis fra Tirsdag den 22de da det blev afsendt kl. 11 fra Ny York. Fra Chicago vil jo Brevene tage endnu

længere Tid, det vil altsaa blive c 12 Dage imellem Afsendelsen fra Chicago til Modtagelsen paa Ny Carlsberg. x)


Herhjemme er intet Nyt. Henningsen sagde Farvel i Torsdags - det var ikke nogen behagelig Afsked - hverken for ham eller mig.
Men jeg føler mig lettet over at han nu er borte.
Men vi maa ikke glemme eller oversee at han, navnlig i tidligere Aar, har indlagt sig stor Fortjeneste af Bryggeriet. Hanb har virkelig i tidligere Tid været mig til megen Hjælp. Han kan jo ikke
x) lad mig faa at vide hvilken Dag og Time dette Brev kommer til Eder

gjøre for at han ikke var bedre begavet.
Han har aldrig ligget paa den lade Side og har gjort Alt saa godt som han har kunnet. I næste Uge skulle vi modtage det første Byg. Vi ville tørre det paa Køllen og henlægge det for at bruge det i April maaned. Man opnaar derved at det bedre beholder sin Spireevne. Thi efter saa fugtige Aar som dette pleier Bygget allerede i April at tabe noget af sin Spiredygtighed.
Maltningen skal nu snart begynde forhaabentlig den 12te October, hvis da Bygget - hvad vi kunne haabe - til den Tid vil [være] tjenligt. Det lollandske

Byg, som jeg ellers altid har foretrukket som det bedste er i aar - i altfald endnu - meget slet til at spire. Jeg har derfor kjøbt en Deel fra Langeland, Vordingborg og Kjerteminde, som har viist sig meget bedre.
Jens Berger i Kornmagasinet vil trække sig tilbage og kjøbe en lille Landeiendom. Han har været en af vore meest trofaste og paalidelige Folk; det vil gjøre mig ondt at miste ham, men jeg glæder mig over at han paa sine gamle Dage kan faae det godt.


Elise Halkier, som skal reise til Ægypten, har bedt Paula og mig ud til sig i morgen til en "stille Middag" som Afsked.
Jeg glæder mig nu til at høre lidt om Eders Indtryk fra New York, Niagara og Chicago. Skriv lidt udførligt - der er meget at skrive om. Lev nu vel mine kjære to. Hjertelig hilsede
fra Eders Papa

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
Chicago

Glyptotekets arkiv. Carl Jacobsens brevarkiv. Breve til Helge og Vagn Jacobsen.

Spiring af byg